Acer Predator Cestus 510

Tilpasser sig til dig

Acers mus kan ændre størrelse og vægt, så den passer i hånden.

Predator Mouse Cestus 510 black 03 light 47797

(Foto: Producent)

Acers Predator-produktlinje har klaret sig godt i flere af vores tests, men det er første gang, vi har set en mus fra dem.

Hvor nogle sværger til enkelhed, er der ikke antydningen af no-nonsense over designet på Acer Predator Cestus 510. Musen er et orgie af skarpe kanter, spidse vinkler og tilpasningsmuligheder, der ville være en compoundbue værdig! Det er ikke kun lir, da man kan tilpasse musen til håndens størrelse ved at udskifte rygskjold og højre side. Der medfølger to sæt i forskellige størrelser, som kan klikkes på ved hjælp af magneter. Man kan også justere vægten med lodder. En fiks detalje er en dpi-indikator, der viser, hvilken opløsning der er valgt.

Customiseringen fortsætter på undersiden af musen, hvor man med skydeknapper kan vælge imellem to forskellige sæt Omron-knapper! Knapperne har forskellig reaktion – og har tilsammen en levetid på 70 millioner klik; 20 millioner på den ene og 50 millioner på den anden.

Som årets mode foreskriver, er der selvfølgelig RGB-lysshow i 16,8 millioner farver, der kan pulsere i otte forskellige mønstre. Acer-musen er ikke helt så farvestrålende som Asus’, men der løber en kæk lysstribe under “halefinnerne”.

Konklusion

Acer Predator Cestus 510 er en mus til dem, der elsker at skræddersy og tilpasse grejet. Takket være de udskiftelige dele kan den tilpasses til både små og store gamere. Og selv om det måske ikke er nødvendigt, er det under alle omstændigheder sjovt! Omskiftning mellem to sæt kontakter er nok den vildeste justering, jeg har set. Det er dog meget vigtigere, at der samtidig er tale om en både god, præcis og ergonomisk mus.

Læs videre
Exit mobile version