Til en særdeles attraktiv pris lokker den for de fleste nok ukendte producent Mobvoi med lang batterilevetid og to skærme. TicWatch Pro er luksusmodellen i deres serie af Android Wear-ure og giver dig overraskende meget for pengene.
Uret er ganske stort og passer nok bedst til en herrearm. Designet er en blanding af sport og stil. Læderremmen er eksempelvis beklædt med gummi på bagsiden.
Skiven omkring displayet kan desværre ikke rotere. Der er to indbyggede knapper, hvoraf den ene kan programmeres. Det primære display er af AMOLED-typen. Opløsningen er god, og det er let at aflæse selv i direkte sollys. Oven på dette sidder et monokromt LCD-display af samme type, som vi finder i gamle digitalure. Det skåner med andre ord batteriet og betyder, at det kan holde meget længere. Benytter du den særlige “Essential mode”, skulle uret kunne holde strøm i 30 dage. Bruger du smart-funktionerne, holder det omkring to.
Langsomme Wear OS
Fordi indmaden i uret er et par år gammel, er det kun naturligt, at ydelsen ikke er i top. Wear OS er ganske vist blevet hurtigere med seneste opgradering, men det føles stadig sløvt, når vi sammenligner med Tizen eller watchOS. Det er synd, for Google er ved at have fået styr på deres platform, og notifikationer, tracking og udvalget af apps er mere end godkendt. Wear OS er blevet modent og har meget at byde på.
Konklusion
TicWatch Pro er grundet sin lavere pris et ganske godt bud på et smart-ur, der fint kan bruges som træningspartner grundet sin pulsmåler, GPS og Google-software. Særligt ideen med de to displays er smart og noget, vi gerne ser andre tage til sig. Desværre holder den ældre indmad uret tilbage, og det føles tydeligt langsommere end konkurrenterne fra Samsung og Apple.