Logitech G910 Orion Spectrum

Stort som et hangarskib

Logitechs største model er helt bogstaveligt den største, med ekstra taster og holder til din mobil.

JPG 300 dpi RGB G910 Orion Spectrum FOB US WhiteBG 51059

(Foto: Producent)

Logitech G910 Orion Spectrum er det klart dyreste tastatur i testen og er fyldt med detaljer, der signalerer “luksus”. Såsom en docking-plads til mobilen, der ved hjælp af en app kan fungere som display for Logitechs spil-driver.

Modelnummeret, G910, står skrevet med lysende bogstaver “i luften” i et lille vindue i håndledsstøtten. Det ser Blade Runner-agtigt ud, men er ren pynt – og landingsplads for støv og kagekrummer. Både taster og bund er i matsort plast. Ud over de almindelige taster er der et sæt multimedietaster til afspilning af lyd og video samt hele ni programmérbare taster til makrokommandoer. De mange funktioner optager en del plads, så G910 Orion Spectrum er både bredere og dybere end noget andet tastatur i testen.

Logitech benytter deres egne mekaniske kontakter kaldet Romer-G. De er taktile og uden klik (de findes også i en udgave, som bruges på G512-tastaturet). Til gengæld ledsages tryk på tasterne af en hørbar syngende lyd fra fjedrene. Der er ikke nogen metalbund til at sikre stabiliteten, så hele tastaturet kan vrides. Så længe det står på skrivebordet, vil det dog givetvis være mere end stabilt nok.

Der er naturligvis fuldt programmérbart RGB-lysshow for hver enkelt tast, og lyseffekterne kan synkroniseres med andre Logitech-spilenheder.

Konklusion

Logitech G910 Orion Spectrum er stort som et hangarskib og tager sig imponerende ud på skrivebordet. Der er alle de funktioner, som man kan bede om, men egentlig ikke flere end hos de lidt billigere konkurrenter, der samtidig føles lækrere og mere stabile end G910, som er helt i plast. Logitech G910 er på ingen måde et dårligt tastatur, men på byggekvalitet og lækkerhed må det se sig overgået af lillebror G513 Carbon, der dog mangler de separate makrotaster og mobilholderen.

Læs videre
Exit mobile version