: Sony FE 24-70 mm f/2.8 GM

Mesterligt zoomobjektiv

Kvalitet koster. Sådan er det også med Sonys bedste zoomobjektiv.

Lyd & Billede mener

Meget skarptegnende med fremragende optisk korrektion. Hurtig og lydløs autofokus. Solid, vejrtætnet konstruktion.
Råfilerne viser tydelig vignettering og fortegning på f/2.8 og 24 mm. Høj pris.
  • Type: 24-70 mm normalzoom
  • Lysstyrke: f/2.8
  • Mindste fokuseringsafstand: 38 cm
  • Filterdiameter: 82 mm
  • Linseelementer: 18 i alt, i 13 grupper
  • Mål og vægt: Ø 88 x 136 mm / 886 g
  • Andet: Modlysblænde, vejrtætnet
  • Til: Sony FE full-frame
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 18799 kr

De skynder sig langsomt hos Sony. Og det lønner sig. For her er den hidtil bedste zoom til deres systemkameraer i alpha-serien, der har full-frame billedsensorer.

Man kan ikke sige, at Sonys optiksortiment er overvældende. De har et stykke vej endnu, før udvalget er lige så stort som Canons eller Nikons, men der er nogle perler blandt de objektiver, der fås til Sonys a-serie. F.eks. dette. En stor, tung og dyr 24-70 mm zoom med en meget respektabel lysstyrke på f/2.8 i hele brændviddeområdet.

En eksklusiv normalzoom af den type, som alle ellers har i sortimentet, men som først nu fås til Sony-kameraerne. Der findes også en Zeiss-mærket 24-70 mm med lysstyrke f/4.0 og optisk billedstabilisering. Et fremragende objektiv for dem, der ikke har brug for mere lysstyrke. Desuden er det mindre, lettere og koster kun det halve.

Men den nye 24-70 mm f/2.8 GM, som vi tester her, er bedre. Ikke meget, ganske vist, men for dem, der går op i detaljer – og lysstyrke – er spørgsmålet, om ikke det er værd at betale det dobbelte for denne zoom.

Kostbar kvalitetsoptik
Sony har valgt optik fra øverste hylde til G Master-zoomen, der benytter asfæriske linseelementer for at presse mere opløsning ud og reducere optisk fejlbrydning. Såkaldte ED- og Super ED-elementer skal holde kromatisk (dvs. farve-) aberration i skak.

Lukkeren har ni cirkulære lameller for at få så slørede baggrunde som muligt ved fuld blænde. Objektivet er desuden vejrtætnet, og Sony har sat deres hurtigste lydløse SSM-autofokusmotor i. Samt en lås, der holder zoomringen på plads, når man bærer kameraet over skulderen, en fokusknap til at skifte mellem auto- og manuel fokus, og en knap på siden, som låser fokus.

Det er rigtig godt bygget, også indvendig, hvilket man kan se på testbillederne (taget med Sony a7R II). Skarpheden er fremragende, men der er et markant fald i hjørneskarpheden på fuld blænde. Især på 24 mm brændvidde, hvor der også er tydeligt lystab i hjørnerne. Det er ikke så markant på jpeg-filer, men tydeligt på de ubehandlede råfiler. Her kan man også se tøndeformet fortegning, der skifter til moderat pudeformet fortegning på 70 mm.

Der er mere forvrængning på den nævnte Zeiss-zoom, men ikke meget. Og det er under alle omstændigheder noget, man kan kompensere for i efterbehandlingen af billederne.

Kromatisk aberration er der også, selv om Sony har forsøgt at holde det nede. Men det er knap nok synligt på de fleste billeder, ligesom der næsten ikke er synlig astigmatisme, dvs. sfæriske afvigelser. Fra blænde f/4.0 til f/11 er skarpheden mest jævn over hele billedfladen, og Sony-objektivet er afgjort på højde med tilsvarende normalzooms fra Canon og Nikon.

Det mangler dog optisk billedstabilisering, og prisen er høj, men skal man have det bedste til et kamera som Sony a7R II med 42 megapixel, er det her den rigtige zoom. Zeiss 24-70 f/4.0 er dog et bedre køb.

forfatter

Lasse Svendsen

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Hvilket gaming-headset skal ligge under juletræet i år? Læs vores store test af 12 af markedets mest interessante modeller.
    Der findes mange gode små højttalere, men ingen som disse.
    Den mest kompakte smartphone i iPhone 12-serien er også den billigste. Faktisk er iPhone 12 mini lidt af en genistreg.
    Ring Alarm Security Kit er et fremragende komplet alarmsystem til hjemmet, som er lige til at tage ned fra hylden.
    Sennheisers støjreducerende PXC 550 har fået nyt liv under danske EPOS. Det fulde navn er EPOS Sennheiser Adapt 660, hvor endnu bedre talelyd er den største forskel.
    Den første helelektriske SUV fra BMW har alt, hvad man behøver – bortset fra én ting.
    Apple Watch Series 6 er måske nok det bedste smart-ur, men Apple Watch SE er det bedste køb.
    Apples egen processor har gjort MacBook Pro til den sejeste 13 tommers bærbare, vi har testet.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Panasonic Lumix S5

    Vejl.pris 17990 kr Lumix S5 er Panasonics bedste allround-kamera

    Nikon Z5

    Vejl.pris 14690 kr Overkommelig indgangsbillet til full-frame

    Canon EOS R5

    Vejl.pris 36399 kr Først med 8K-video

    6 kameramobiler

    Vejl.pris kr Mobilerne, der tager de bedste feriebilleder
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.