TEST: Sony a7 IV

Sony a7 har været et 24 megapixel kamera lige siden 2013, da det allerførste spejlløse systemkamera i Alpha-serien blev lanceret. Siden dengang er kameraet blevet opdateret to gange, senest i 2018. Stadig med 24 megapixel, men selvfølgelig forbedret på flere områder såsom klassens bedste autofokus, 4K-video og meget andet.

Denne gang har Sony valgt en langt mere omfattende opgradering end tidligere. Det nye a7 IV er ganske enkelt et helt nyt kamera med et langt højere funktionsniveau, en helt ny 33 megapixel bagbelyst full-frame billedsensor, oversamplet 4K-video fra 7K og 10 bit HEIF-stillbilleder. Blandt mange andre godbidder.

Det lyder måske ikke som specifikationerne til en basismodel i Alpha-serien, men den rolle er overtaget af det mere kompakte a7C.

Dette kameras høje funktionsniveau gør, at det nærmer sig det meget dyrere a7R IV, men her taler vi om et allround-kamera i en langt lavere prisklasse.

Sony-kameraet er et af de aktuelle kameraer, som passer til alt. Det skyder billedserier på 10 fps, hurtigt nok til alt, måske lige på nær de allerhurtigste sportsgrene. Opløsningen er forbedret fra forgængeren, og kameraet har fået pletfri videokvalitet med muligheder, vi ikke har set før i a7 III og da slet ikke a7 II – og det er stadig blandt de mindste og letteste full-frame systemkameraer.

Påsætter du en 35 mm f/1.8 eller en 24 mm, har du et relativt kompakt kamera til gadefoto. Med en 24-120 mm har du et ypperligt rejsekamera, og med en 85 mm f/1.8 et kompakt og let kamera til portrætter eller bryllup.

Der er kort sagt ikke det, man ikke kan bruge et a7 IV til.

Sony a7 IV:

• Ny 33 Mp full-frame BSI CMOS-billedsensor
• Ny BIONZ XR-billedprocessor
• 10 bit HEIF-stills
• 4K/30 fps 10 bit 4:2:2 S-Log, HLG
• 759 punkters fasefokussystem
• 3,69 Mp OLED-søger
• Op til 10 fps m. 800 billeders buffer raw + jpeg
• ISO 50-204.800
• 5-aksers 5,5 trins billedstabilisering
• 2,4/5 GHz Wi-fi, Bluetooth
• CFexpress A/SDXC + SDXC UHS-II-kortpladser

Ikke just en basismodel

Som den lange liste viser, er der dækket op til fotografer med forskellige behov. Den nye billedsensor viser sig at have bedre farvegengivelse og dynamik end forgængeren. Altså ikke bare bedre opløsning. Det lover godt for både landskabs- og portrætfotografer.

Det er som altid muligt at lagre billeder i raw-format og eller 8 bit jpeg, men her kan man også vælge 10 bit HEIF, som er et billedformat med meget højere farvedybde og dynamik, der giver langt finere graderinger og mindre ødelæggende komprimering.

Med video ud i 10 bit 4:2:2 og Long GOP eller ALL-i eller samplet fra 7K-opløsning til 4K 30 fps kan man opnå bedre detaljeskarphed med mindre støj. Og hvis man vil, kan man også optage video i 4K/60 eller 50 fps i Super 35-format med 1,5x beskæring eller 1080 HD med 120 fps for slowmotion.

Videoegenskaberne inkluderer også Sonys S-Cinetone-farver, som er hentet fra Sonys CineAlta-videokameraer med Venice, som profferne bruger. Her kan man vælge S-Log3 gamma for maksimal dynamik (15 trin) og vælge filmeffekter fra udvalget i Creative Look, som lægges på optagelsen.

Sony har tilmed indlagt en kompensation for Focus Breathing – altså at brændvidden ændrer sig, når man fokuserer – som fungerer med flere af Sonys objektiver.

For vloggere er intet af dette måske specielt vigtigt, men på a7 IV kan touch-skærmen endelig drejes og vippes, så den også kan bruges som monitor, når man filmer sig selv.

Det er dog ikke sikkert, at man ser sig selv særlig godt, hvis fokuskortet er aktiveret. Det er nemlig hentet fra den professionelle verden og viser motivet med et dybdekort lagt over. På den måde vises fokusområdet i realtid med et “farvekort” over, så man lettere ser området i fokus.

Kameraet kan også bruges som webkamera, også med 4K-opløsning (dog kun med 15 fps), uden at der kræves nogen særlig software.

Brugeroplevelse

Kameraet har en række andre funktioner, vi ikke har set før på a7 III. Bl.a. hurtig overstyring af autofokus ved at fokusere med fokusringen, endnu flere muligheder for at tilpasse fokusområdet og zforbedret billedstabilisering, som også kan indstilles til en aktiv mode, der kompenserer ekstra hurtigt under optagelse, med bare en lille beskæring.

Der er mere at fortælle, f.eks. at kameraet har fået Sonys nye menusystem, som vi kender fra a1 og a7S III. Det er mere overskueligt, at der nu er en knap under programhjulet, hvor man skifter mellem stillbilleder og video, og hvor man kan vælge forskellige indstillinger for begge dele.

Touch-skærmen er den mest responsive hidtil på et Alpha-kamera, og man behøver ikke længere at bruge joystick-knappen for at flytte fokuspunkter i søgeren. Håndgrebet foran er vokset, og på toppen har man to indstillingshjul, som kan programmeres, samt et foran udløserknappen og et indstillingshjul med firevejs knapper bagpå.

Det er gennemført og brugervenligt, og de lynhurtige responser gør kameraet vildt tilfredsstillende at bruge. På den ene side er der tilslutninger til hovedtelefoner, mikrofon, USB-ladning og et HDMI-stik i fuld størrelse.

På den anden side er der to kortpladser. Den ene til CFexpress A- eller SDXC-kort med UHS-II-understøttelse, mens den anden kun er til SD/SDXC-kort. Det er værd at bemærke, at CFexpress A-kort er nødvendigt for at lagre serieoptagelser i raw og jpeg på maksimal hastighed.

Batteriet er det samme som på a7 III, konservativt angivet til 580 billeder pr. opladning. Normalt får man meget mere end det, og batteriet kan også oplades i kameraet via USB.

Skudhastighed og autofokus

Med en skudtakt på 10 fps kan man ikke beskylde kameraet for at være vanvittig hurtigt. 20 fps er slet ikke usædvanligt i denne klasse, men kameraet formår altså at lagre en serie på op til 800 eksponeringer med både raw- og jpeg-filer.

Det er ganske imponerende. Det samme er fokusegenskaberne, som er mærkbart bedre end på a7 III. Særligt på følgefokus og under videooptagelse. Kameraets autofokus er mere følsom i begrænset lys, og dets øjenfokus er langt mere avanceret og betydelig mere præcis end før.

Kameraet fæstner sig til motivet med større overbevisning end før, og Sonys real-time tracking fungerer upåklageligt, også når motivet er længere væk, og ansigtet eller øjnene ikke er så lette at spore. Så skifter kameraets autofokus bare til hovedet eller kroppen, og den mister sjældent grebet. Man kan også vælge følgefokus på dyr som fugle eller firbenede, og i menuerne kan man selv indstille, hvordan følgefokus skal fungere.

Der er en række andre større og mindre ændringer af, hvordan man betjener kameraet i menuerne. Man kan f.eks. vælge billeder, som skal overføres efter rangordning, markering eller filformat, og man kan tilføje markeringer i optagelser for at gøre det lettere at finde frem til bestemte scener.

Bedre billedsensor

Der var ikke noget galt med forgængerens 24 megapixel billedsensor, men kameraer som Nikon Z6 II, Canon EOS R6 og Panasonic Lumix S5 leverede finere farvegengivelse og bedre billeddynamik end a7 III. Sådan er det ikke, hvis man sammenligner med a7 IV. Her er opløsningen naturligvis synligt bedre, og man ser det særlig godt på detaljeopløsningen, når man zoomer ind. Billeddynamikken er også forbedret, men stadig ikke helt på samme niveau som Nikon Z6 II (med 24 megapixel), som får flere detaljer frem i skygger og fuldt dagslys.

Billedstøjen er utrolig godt kontrolleret op til ISO 3200, og fra ISO 6400 bliver kornstøjen tydelig. Både på stillbilleder og video. Det gyldne ISO-område er fra 100 til 800, men ISO 1600 kan helt sikkert også bruges, uden at billeddynamikken reduceres for meget.

Skifter man fra raw til jpeg, finder man hurtigt ud af, at Sony har arbejdet med billedprocesseringen siden a7 III. Farvegengivelsen er mere jævn, hudtoner ser mere naturlige ud, og rødt og grønt stikker på ingen måde ud i billederne. Man kan også vælge 10 bit HEIF, som giver jævnere graderinger end 8 bit jpeg-komprimering, men det er ikke på alle billeder, man kan se de forbedringer, 10 bit HEIF kan give.

Jeg ville have valgt 10 bit HEIF på landskabsbilleder som alternativ til raw-format, og f.eks. bryllupsfotografer vil kunne få nogle jævnere overgange mellem fuld belysning og skygger – brudekjole og sort tøj – men de fleste, som lever af bryllupsbilleder, vil under alle omstændigheder vælge et workflow med raw-billeder.

Med HEIF og HLG aktiveret i kameraet så billederne fuldstændig pletfrie ud på vores reference-TV, et Sony Bravia XR X95J, som understøtter HDR10 og HLG.

Videooptagelse i 4K på samme skærm havde en enestående skarphed med fuldstændig fejlfri farvegengivelse. Der var lidt moskitostøj at spore på optagelser med høje ISO-værdier, og rullende lukker dukkede først op, når jeg panorerede unormalt hurtigt. Holder man sig under ISO 3200 og nøjes med at panorere moderat, er intet af dette et problem på 4K-optagelser.

Nikon Z6 II og Canon EOS R6 er de nærmeste konkurrenter til a7 IV. Med 24 og 20 megapixel får man ikke rigtig den samme detaljeskarphed som fra a7 IV, men forskellene ligger i større grad andre steder. Både Nikon- og Canon-kameraet har højere skudhastighed, men ikke samme dybe buffer. Nikon-kameraet har et forspring med hensyn til dynamik (og en meget bedre pegeskærm), men som altid er det summen af egenskaberne, der afgør, hvilket kamera man skal vælge.

Konklusion 

Sony a7 IV er meget hurtigere og langt mere anvendeligt end forgængeren a7 III. Specielt for fotografer, som fotograferer et bredt udvalg af motiver og i høj grad bruger kameraet til videooptagelse i forskellige situationer.

Sony-kameraet er dog ikke uden konkurrenter, og videofotografer vil finde flere egenskaber til professionelle i et a7s II, mens stillfotografer og måske især portræt- og bryllupsfotografer vil sætte større pris på billeddynamikken i Nikon Z6 II. Men i denne prisklasse er der p.t. ingen andre fuldformatkameraer, der er lige så komplette som allround-kamera som Sony a7 IV.