Hvis man ikke har brug for zoom, er Ricohs kompakte GR III det perfekte kamera. Med en knivskarp 28 mm vidvinkel er man lidt begrænset, men se det som en udfordring. For kameraet leverer skarpe billeder næsten uden fortegning, og det er så sjovt at fotografere med, at det lille kamera aldrig vil blive efterladt derhjemme.
Ricoh GR III har en 24 megapixel billedsensor i APS-C-format, som giver fin detaljeskarphed. Objektivet har god hjørneskarphed uden særlig meget vignettering. Lysstyrken er moderate f/2.8, men det hæmmer ikke kameraets billedkvalitet.
Der findes en optisk søger, som kan placeres i blitzskoen, men den er ekstraudstyr. Kameraet har ingen blitz, og det er ikke ligefrem lynhurtigt. Skudtakten er beskedne 4 fps, og da autofokus heller ikke ligefrem slår gnister, er der ikke noget actionkamera.
I godt lys fungerer autofokus godt, og man kan vælge hurtigfokus, hvis man vil forkorte responstiden. Så stiller man fokus til f.eks. 5 meter og blænde til f/5.6, og så er det bare at skyde løs uden nogen forsinkelse. Så sørger hyperfokaldistancen for, at det meste af for- og baggrunden bliver skarp hver gang.
Kameraet har en fast touch-skærm. Man kan gemme foretrukne indstillingsvalg i tre hukommelser, så man lynhurtigt kan skifte til f.eks. sort-hvid-billeder med dæmpet kontrast. Indstillingshjulet på bagsiden er trykfølsomt. Et tryk aktiverer en skærmmenu, som man hurtigt kan bladre igennem og ændre indstillinger på.
Billedkvalitet
Hvor nogle vil se 28 mm som en begrænsning, ser andre muligheder. Den brede billedvinkel kan betyde uskarpe hjørner og kraftig vignettering. I hvert fald på fuld blænde. Men det er faktisk ikke noget problem. Okay, billederne er lidt skarpere i hjørnerne på f/4.0, men der er ikke meget forskel, og linjefortegningen er marginal for en 28 mm.
Billedstøj er godt under kontrol til ISO 3200, og ISO 6400 er grænsen efter min mening. Især i svagt lys, hvor det at skrue bare ét trin op for eksponeringen giver mærkbar farve- og kornstøj. Men ellers er skarpheden fremragende, farvegengivelsen er velafbalanceret, og billeddynamikken holder sig godt på forskellige eksponeringer.
Konklusion
Ricoh GR III er kort og godt sjovt at fotografere med. Kameraet er så lille, at det ikke fylder nævneværdigt, og betjeningen er meget tilfredsstillende. Det samme kan siges om billedkvaliteten, som er langt bedre end frygtet, den vide 28 mm taget i betragtning.
Det er perfekt til dem, der kan lide at dokumentere deres rejser, tage gade- eller landskabsbilleder og fotografere seværdigheder. Autofokus er ikke på niveau med de bedste, og batterilevetiden er desværre beskeden, så køb et ekstra batteri. Så bliver det dobbelt så sjovt at fotografere med Ricoh-kameraet.