Olympus fortsætter med at udsende produkter til professionelle. De to nye Pro-objektiver 17 mm f/1.2 og 45 mm f/1.2 er de friskeste eksempler herpå. Begge er – i lighed med Olympus 25 mm f/1.2 – meget lysstærke objektiver med fast brændvidde. M.Zuiko 45 mm f/1.2 er portrætobjektivet i serien.
De er bygget over samme læst med avanceret optisk konstruktion, solid vejrbeskyttelse og Olympus’ karakteristiske Focus Clutch. Træk fokusringen en tak bagud, og – vupti – kommer en fokusskala til syne, og du har manuel fokus. Clutch kan slås fra i kameramenuen, så man ikke starter det ved en fejl.
Denne 45 mm er et lysstærkt alternativ til den kompakte M.Zuiko 45 mm f/1.8, men også til Panasonic Leica Nocticron 42,5 mm f/1.2.
Optisk set er der meget, der tyder på, at Olympus’ Pro-udgave er den mest avancerede af dem. Det har en særlig optisk belægning kaldet Z Coating Nano, der dæmper strølys, og hele 14 linse-elementer til kontrolleret samling af lys og bedre opløsning, inklusive et asfærisk for bedre kontrol over farvebrydningen.
Objektivet er hurtigt. Autofokus får fat, nærmest før man har rørt udløserknappen, og den store lysåbning giver god kontrol over skarphedsdybden på fuld blænde. Det er også relativt kompakt. Ved siden af Sonys FE 85 mm eller Nikons fantastisk skarpe 105 mm f/1.8 ser det lillebitte ud.
Det er ikke lige så kompakt som den virkelig lille 45 mm f/1.8 fra Olympus, men det er meget bedre. Skarpheden er meget højere, ligesom den er mere jævn ned til f/1.8, helt ud i hjørnerne. Den falder mærkbart i hjørnerne på f/1.2, lidt mindre i centrum, men det er stadig et knivskarpt portrætobjektiv. Det har også nydelig blødtegning af baggrunde – bokeh – ved fuld blændeåbning, og så lidt fortegning, at det antagelig kan bruges til reprofotografering.
Prisen kan virke høj, men at man ikke kan se hverken vignettering eller kromatisk aberration, vidner om en nøje gennemtænkt konstruktion lavet for at tilfredsstille de mest kræsne fotografer.
Olympus’ lysstærke 45 mm er et perfekt portrætobjektiv med ekstremt høj optisk ydelse. Det er kompakt, relativt let og vejrbeskyttet, og det giver knivskarpe billeder med flot blødtegning af baggrunde. Mere kan man næppe forlange.