TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Nikon Z7

Kanondebut fra Nikon

Nikons første kompakte full-frame systemkamera er tæt på at være perfekt.

Af / 15/11/2018 - 09:51
Nikon Z7

Lyd & Billede mener

  • Superb farvegengivelse og ekstrem skarphed. Gennemført ergonomi og solidt, vejrtætnet kamerahus. Velfungerende billedstabilisering, 4K uden beskæring.
  • Bufferen kan ikke følge med kameraets skudtakt. Fokus har problemer i svagt lys, søgeren slukker på serieoptagelser, og skærmen mangler touch-fokus.

Jovist er der forskel på billedkvaliteten mellem kameraer. Men den er ikke så stor, som den plejede at være. Stadig mere raffineret processorteknologi, bedre billedsensorer og højere optisk ydelse har gjort det sværere at adskille de bedste kameraer fra hinanden.

Derfor er funktioner som autofokus, 4K-video, touch-skærm, intern billedstabilisering og meget andet blevet vigtigere. For her er der stadig store forskelle. Men nu står vi foran et skift i markedet, der også kan viske disse forskelle ud.

Det spejlløse marked har været domineret af Olympus, Panasonic og Sony. Sidstnævnte var længe de eneste med full-frame billedsensorer – med 24 x 36 mm billedflade – men nu har Canon og Nikon kastet sig ind på markedet, og Panasonic har også annonceret full-frame-kameraer, som kommer i 2019.

At en større billedflade indfanger mere lys, hævdes at være en af fordelene ved full-frame-kameraer. Men det giver også større objektiver, højere vægt og dyrere kameraer, og passer ikke til alle.

Canon og Nikon har alligevel valgt full-frame til deres nyligt lancerede kompakte systemkameraer, henholdsvis EOS R og Z7/Z6. Som er meget mindre og lettere – men ikke billigere – end sammenlignelige spejlreflekskameraer.

Annonce

Z7

Nikon Z7 har nogle tekniske ligheder med Nikon D850. Som måske er det bedste spejlreflekskamera, vi har testet. Hvilket lover godt for Z7, som har hentet DNA fra bl.a. D850’s billedsensor med 4K-video, men på de fleste andre områder er Z7 faktisk et meget sejere kamera.

Kameraet har en 45,7 megapixel bagbelyst full-frame CMOS-billedsensor. Men i Z7 har sidstnævnte fasefokussensorer på selve billedchippen – 493 styk, der dækker ca. 90 procent af overfladen. Det har også femaksers billedstabilisering ned til -5 trin.

Og det er ikke det hele. Da kameraet er spejlløst, har det en stor OLED-søger med 3,7 megapixel opløsning og 0,8x forstørrelse. Det har også en vipbar, men ikke vridbar touch-skærm med 2,1 megapixel opløsning, en skudtakt på 9 fps (billeder i sekundet) enten med jpeg- eller 12 bit raw-filer – og 4K/30p video.

Selv om noget af det tekniske er forædlet fra D850, er Z7 bygget på en nyudviklet kameraplatform. Som også inkluderer det billigere Z6 med 25 megapixel og 4K-video, og som efter alle solmærker at dømme vil få en kameramodel over Z7 med tiden og en under Z6.

Ny objektivfatning

Centralt i Z-serien er en nyudviklet objektivindstilling på 55 mm med kun 16 mm registerafstand (afstand til billedsensoren). Til sammenligning er fatningen på et D850 44 mm med en registerafstand på 46,5 mm.

Ifølge Nikon er fordelene ved den nye fatning, at den tillader langt mere lysstærk optik uden de ulemper, det ellers ville føre med sig. Såsom vignettering og tab af skarphed i hjørnerne.

I 2019 kommer der en 58 mm Nikkor Noct med lysstyrke f/0.95, som det skal blive yderst interessant at teste på Z7.

Der kommer endnu flere objektiver til Z-systemet i 2019 (bl.a. 24-70 mm f/2.8 og 14-30 mm f/4.0), men lige nu består den nye Nikkor Z-serie af en 24-70 mm f/4.0 – som også kan købes i sæt med kameraerne – en 35 mm f/1.8 og en 50 mm f/1.8. Vi har prøvet dem alle tre på Z7, men testen er primært baseret på billederne fra 24-70-zoomen og 35 mm.

Kameraerne kan i øvrigt leveres med en FTZ-adapter til Nikons F-optik, som giver fuld funktionalitet på de fleste Nikkor F-objektiver. Bl.a. Nikkor 85 mm f/1.8G, som vi testede med adapteren.

Fysisk

Selv om noget af det tekniske stammer fra D850, er fysikken og brugervenligheden til dels meget forskellig. Z7 er væsentlig mindre og meget lettere end D850, men sammenlignet med den nærmeste rival, Sony a7R III, er Z7 nogle millimeter større i alle retninger.

Men Nikon Z7 ligger bedre i hånden, har en mere gennemført ergonomi og en praktisk statusskærm på toppen. Det har også noget, som få andre kameraer har, nemlig kortplads til XQD-kort og den kommende CFexpress-standard. Det er hukommelseskort med større kapacitet og højere hastighed end CF og CFast, og et mere robust alternativ til SD-kort.

Der er dog kun én kortplads her. Sony-kameraet har to SD-kortpladser – ganske vist kun den ene med understøttelse af hurtigere kort med UHS-II, men alligevel.

Begge har praktisk placering af on/off-knappen ved siden af udløserknappen, men ellers foretrækker jeg personligt Nikon-kameraets brugervenlighed. På Z7 er programhjulet flyttet hen til venstre for søgeren, hvilket giver plads til OLED-skærmen (som kan tilpasses) til højre for søgeren og en lille klynge knapper placeret rundt om udløseren.

Kameraet har flere vigtige indstillinger på direkteknapper på kamerahuset. Fokus, skudtakt, video-optagelse, ISO og eksponeringskompensation er alle lettilgængelige. Jeg savnede dog knapper til valg af fokusområde og lysmåling. De må programmeres på en af knapperne.

Greb

Foran ved håndgrebet sidder der to programmérbare knapper, og de fleste andre knapper og indstillingshjul er også programmérbare.

Et indstillingshjul på toppen og et foran udløseren kan bruges til forskellige funktioner, og Z-objektiverne har også en programmérbar indstillingsring. Den kan f.eks. anvendes som blændering; desværre ikke med markerede klikstop, men alligevel.

Det meget solide og vejrbeskyttede kamerahus har en joystick-knap lige under tommelfingeren til højre, der kan bruges til at flytte fokus rundt på billedfladen. Det kan touch-skærmen i øvrigt ikke bruges til, men touch-funktion fungerer alligevel udmærket til indstillingsvalg (tryk på I-knappen først) og til at gennemse billederne.

Søgeren er fænomenalt skarp og fin. Men kun 60 Hz opdateringsfrekvens fører til, at den bliver meget træg ved serieoptagelser.

Nikon opgiver batterilevetiden til 330 billeder, men CIPA-ratingen kan næsten fordobles, hvis man kun bruger søgeren. Jeg fik konsekvent over 500 billeder pr. opladning. Lidt lavere end Sony a7R III, men meget bedre end frygtet.

Der kommer ikke noget vertikalgreb til Z7 eller Z6. Der er planlagt et batterigreb, som øger batterikapaciteten, men uden knapper. Vertikalgreb, siger Nikon, er noget, de kigger på til kommende modeller.

Video

Med en stor del af det tekniske grundlag hentet fra D850 er Z7 ikke alene Nikons bedst stillbilledkamera. Det er også Nikon bedste videokamera, med 4K/30p optagelse i 8 bit – eller 10 bit 4:2:2 til ekstern optager via HDMI.

4K-optagelserne kan laves fra hele billedfladen eller som Super35 med beskæring, med flad eller N-log billedprofil og i 30, 25 eller 24p med op til 144 Mbit/s.

Det giver fotograferne mulighed for at opnå meget høj videokvalitet og giver et fremragende grundlag for efterbehandling. Nikon har også tænkt på brugervenligheden og inkluderet tilslutninger til mikrofon og hovedtelefoner samt individuelle indstillinger for stillbilleder og video-optagelser.

Billedstabilisering, fasefokus og joystick-knap fungerer også under optagelse, og kameraet kan vise Focus Peaking ved manuel fokus og tillader kontinuerlig autofokus i AF Full-time Mode under optagelse.

Ellers må man trykke AF-ON eller udløserknappen halvejs ned for at refokusere under optagelse.

Hybrid autofokus

En ting, som Z7 ikke har arvet fra D850, er det fortræffelige 3D Tracking autofokussystem. Det meste af tiden hæmmer det ikke kameraet, men den hybride fokusering har nogle begrænsninger.

I svagt lys kan den ikke følge med, især ved serieoptagelse, og jeg havde (lidt) problemer med at få følgefokus til at følge med på hurtige motiver som cyklister og biler. Nu er sport måske ikke det, man primært vil bruge Z7 til, men det skal dog nævnes.

I godt lys følger autofokus godt med, også på serieoptagelser, og jeg oplevede få problemer med at få skarpe billeder under gode lysforhold. Selv om kameraet ikke altid rammer rigtigt med følgefokus under skiftende lysforhold, holder det trit med de fleste af de kameraer, vi har testet i denne klasse. Men sammenlignet med det nævnte Sony a7R III – og for den sags skyld D850 – hænger Z7 lidt efter på action og sport.

Det er dog ikke umuligt, at Nikon laver forbedringer på autofokusalgoritmen i forbindelse med en kommende firmware-opdatering.

Billedkvalitet

Skudtakten på 9 fps er godkendt, men kameraets buffer sænker lagringshastigheden betydeligt efter fire-fem sekunder, og søgeren stopper ved første eksponering. Det samme gør lysmåleren.

Det spiller måske ikke nogen rolle for dem, der er de mest sandsynlige kunder til Z7. Nemlig landskabs-, bryllups-, portræt- og måske gade- og rejsefotografer. De kan gnide sig i hænderne over klassens bedste farvegengivelse og superb dynamik, og vil fryde sig over ISO 64 lysfølsomhed (som kan udvides til 32).

Nikon har altid ramt rigtigt på farvegengivelse, og her er Z7 ingen undtagelse. Jpeg-filerne bliver fornemme op til ISO 6400 og er fuldt brugbare derover, selv om dynamikken og farverne bliver svagere, og ved høj ISO ligger Z7 kun lidt efter ydelsen fra a7R III. Men efterårsløv, hudtoner samt rødt, grønt og blåt ser utrolig naturtro ud og sætter en ny standard for farvegengivelse i klassen.

Der er også rigeligt med detaljer – som man kan forvente med 45 megapixel uden lavpasfilter foran – og skarpheden med de objektiver, vi havde til rådighed, står ikke tilbage for, hvad vi oplevede med D850 eller Sony a7R III.

Hvis man vælger elektronisk lukker (ned til 1/2000 sekund), er det endda muligt at klemme lidt mere detaljeskarphed ud, da det reducerer risikoen for vibrationer.

Jeg havde ingen nævneværdige problemer med banding (striber) på billederne, og det er min oplevelse, at billeddynamikken er helt på højde med D850. Dvs. as good as it gets.

Videokvalitet skal også nævnes. For selv om skarphed, dynamik og farver også her er af meget høj kvalitet, kan man opleve rullende lukker (hvor lodrette linjer bøjes under panorering). Især på 4K med hele billedområdet. Det er mindre synligt på Super35.

Konklusion

Bortset fra til sport er Nikon Z7 næsten komplet som systemkamera. Nogle vil beklage, at der kun er én kortplads og intet vertikalgreb, og savne højere skudtakt og bedre fokuspræcision i svagt lys. Men Nikon Z7 er ikke desto mindre en usædvanlig vellykket debut i det spejlløse full-frame-segment. Et avanceret kamera for viderekomne, med noget nær eksemplarisk brugervenlighed, der egner sig til et bredt udvalg af motiver. Billedkvaliteten er helt i top, videokvaliteten er virkelig god, og det er simpelthen bare sjovt at fotografere med.

picture1 picture2 picture3 picture4 picture5 picture6 picture7 picture8 picture9 picture10 Nikon Z7 IV 45208 Nikon Z7 II 45209 Nikon Z7 24 70mm III 45213 Nikon Z7 dark contrast 45214 Nikon Z7 24 70mm 45215 Nikon Z7 Dynamic III 45217 Nikon Z7 ISO shot II 45218 Nikon Z7 ISO shot 45219 Nikon Z7 red colour 45221
<
>
Kamerahuset har omfattende vejrbeskyttelse trods kompakte mål.
Karakter
Nikon Z7
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lynhurtig perfektion

Canons bedste kamera nogensinde

Sådan skal det gøres

Mellemformat med mere fart

Sådan vælger du det rigtige objektiv til kameraet

Kompakt og kompetent

Trækker motivet meget nærmere

Det bedste fuldformat-videokamera?

Knivskarpt portrætobjektiv

Lækkert kamera i 80'er kostume

Kan DJI slå GoPro?

Rejsevenligt og kompakt