TEST: Nikon Coolpix P950

Når man skal fotografere dyreliv, kan et hurtigt kamera være afgørende. Hvis dyrene – f.eks. fugle – er langt væk, har man brug for masser af zoom. Ellers bliver de bare uskarpe prikker midt i billedet.

Det er her, ultrazoomkameraerne kommer ind i billedet. De adskiller sig hovedsaglig fra superzoomkameraerne – f.eks. Sony RX10 IV og Panasonic Lumix FZ2000 – ved at de har væsentlig mere end 20x eller 30x zoom.

Nikon har to sådanne ultrazoomkameraer: Coolpix P1000 med 125x zoom (!) og det forhåndenværende, Coolpix P950 med 83x zoom. Bortset fra zoomen er de næsten identiske, men P950 er mindre, lettere og billigere. Det større P1000 har også en zoomring foran på objektivet, ellers er forskellene små.

24-2000 mm

Hvis man ikke har brug for 3000 mm tele og kan klare sig med en 24-2000 mm zoom, er P950 et bedre valg. Ligesom P1000 har dette kamera også en lille (1/2,3 tommers) 16 megapixel billedsensor samt 4K 30 fps video, raw-filoptagelse, 7 fps skudtakt og forprogrammerede indstillinger til måne- og fuglefotografering på programhjulet på toppen af kameraet.

Ingen af dem er vejrbestandige, som Sony RX10 IV er, og egentlig er Nikon-kameraet bedst egnet som feriekamera for dem, der gerne vil fotografere vilde dyr på ferien.

Størrelsen minder om et spejlreflekskamera med en velvoksen zoom, men der findes ingen ultrazooms til spejlreflekser, og hvis der gjorde, ville det være enorme objektiver med en masse dyrt glas.

Nikon-kameraet er sådan set et kup. Praktisk i brug og praktisk udstyret med alt i ét og samme kamera. Den enorme række, som en 83x zoom giver, byder også på nogle udfordringer. Kameraet kan være svært at holde stille; derfor er der motivprogrammer til måne- og fuglefotografering, men den indbyggede 5,5 trins billedstabilisering hjælper også på stabiliteten.

Bemærk, at indstillingsvalgene i måne- og fuglefotoprogrammerne er begrænset til få brændvidder og kun jpeg.

Brugeroplevelse

Man kan bruge den indbyggede elektroniske søger, som er meget større og klarere end normalt for et kompaktkamera med en så lille billedflade. I mangel af zoomring må man bruge zoomknappen på siden af kameraet eller den rundt om udløseren.

Der er også et hjul på siden til manuel fokus og en praktisk zoom-tilbage-knap. Den er smart, når man har brug for et bredere udsnit for at se mere af området omkring motivet – og tro mig, med 83x zoom vil den blive brugt meget. Tryk den ind for at zoome ud og slip den, når du har sigtet dig ind på motivet igen.

Nikon tilbyder også et sammenklappeligt optisk sigte med LED-markering i centrum – DF-M1 Dot Sight – som placeres over den opklappelige blitz i blitzskoen, hvilket gør det lettere at sigte sig ind på motivet på lang afstand.

Det er ikke kun på længere afstande, Nikon-kameraet kan brillere. Det har også en makroindstilling ned til 1 cm, så man kan komme tæt på de små motiver.

Da P950 er relativt let, og håndgrebet har god plads til fingrene, ligger kameraet godt i hånden. Det kan let betjenes med handsker på, og folk med briller kan bruge den store søger uden problemer.

Kameraet mangler touch-skærm, som ville have gjort valg af fokuspunkter meget lettere. Især ved video-optagelse, og en zoomring er at foretrække frem for en knap. Vejrbestandighed vil nogle sikkert savne, men det er ikke almindeligt i denne prisklasse. Lysstyrken på f/2.8-6.5 er rigtig god for en 24-2000 mm zoom, men kameraet har nogle udfordringer, når det gælder fart.

Skudtakten på 7 fps er tilstrækkelig til fuglefotografering, hvis lukkerhastigheden bare er kort nok. Det er lidt værre, at følgefokus ikke altid kan følge med selv svævende måger, for ikke at nævne de hurtige bevægelser fra fugle i flugt. Så er det lettere at få skarpe billeder af månen, men med så lave lukkertider, som man får her, er billedstabilisering ikke nok.

Her må stativet frem.

Billedkvalitet

På kameraer med så små billedsensorer er billedstøj ofte en udfordring ved høje ISO-værdier. Som der ofte er brug for, når man f.eks. skal fotografere månen. Fotografen kan selv indstille ISO-værdien eller lade kameraet tage sig af det. Så må man være forsigtig med at tangere ISO 1600, hvor niveauet kornstøj bliver højt.

Lysmåling og hvidbalance er godt under kontrol, og skarpheden i billederne er god, til et vist punkt. Eller rettere til en vis brændvidde. Zoomen er klart bedst fra 24 til 100/200 mm, men skarpheden falder gradvis med stigende brændvidde. Noget af det skyldes, at det praktisk talt er umuligt at holde et kamera i ro på 2000 mm, og på så lange brændvidder kan billedstabiliseringen ikke kompensere godt nok for bevægelserne.

Farvegengivelse, kontrast og dynamik er som forventet fra et kamera i denne klasse, men hverken kontrollen over billedstøj eller billeddynamikken når op på den kvalitet, man får fra Sonys RX10 IV eller Panasonic FZ2000.

Det gør 4K-videokvaliteten heller ikke. Den er ganske vist milevidt foran 1080 HD-kvaliteten, men det bliver aldrig så skarpt som fra de større 1 tommes billedsensorer.

Konklusion

Kompromiserne ser ud til at stå i kø, når man vil have i både pose og sæk. Man skal nemlig være villig til at indgå nogle kompromiser for at få så meget zoom, som Coolpix P950 tilbyder. 83x zoom er ikke hverdagskost og giver nogle optiske udfordringer, som det kun delvis er lykkedes Nikon at adressere her.

Billedkvaliteten er som forventet fra et kamera af denne type – god, men heller ikke mere. Skudtakten er acceptabel, men bufferen begrænser antallet af billeder i serier, og på de mest ekstreme brændvidder kan autofokus ikke altid følge med.

Men for pokker, hvor kan man komme tæt på dyrelivet med sådan et kamera!