Garmin VIRB Elite har ikke undervandshus, men er vejrbestandigt på egen hånd. Man kan ikke dykke med det, men det kan tåle at være op til en meter under vand i kortere tid.
Den indbyggede GPS-funktion gør, at kameraet fanger koordinater, hastighed, højde over havoverfladen og afstand fra udgangspunktet. Det kan også starte og stoppe optagelse automatisk, ud fra om du befinder dig på løjpen eller i liften. Trådløst termometer og pulsmåler kan købes, hvis du er interesseret i den slags. Hvis ikke, så findes kameraet Garmin VIRB, som ellers er magen til.
Kameraet optager video med 30 og 60 billeder i sekundet i stedet for 25 og 50, som vi bruger i Europa. Ikke noget stort problem, da så at sige alle HD-tv’er understøtter det. Men vi kunne godt tænke os, at kameraet var i stand til at optage video i fuld 1080p opløsning med mere end 30 billeder i sekundet.
Kun ét selvklæbende fæste medfølger, som ikke kan monteres på universalstativ. Sådan et må købes separat. Holdere til cykelstyr, instrumentbræt og pandebånd er også tilgængelige.
Kameraet i brug
Den lyssvage søger på toppen giver tålelig oversigt over filmingen. Mobil-app’en giver dog et bedre overblik over, hvad der foregår. I øjeblikket findes den kun til Android, men en iOS-version er på vej.
Vi kan godt lide, at optagelse startes og stoppes med en fysisk stor skydeknap på siden. Det er brugervenlighed!
Det høje fæste gør VIRB Elite til testens toptungeste. Det er mindre praktisk på dit hoved, og den lange form gør kameraet uegnet til at sætte fast på brystet med stropper. Det er også mærkeligt, at kameraet nægter at oplade, når hukommelseskortet er fjernet.
Billedkvaliteten er til gengæld testens bedste. Indendørs såvel som udendørs, både morgen og aften. Billederne er meget skarpe, og en løbetur i skoven giver skarpe og naturlige billeder med kontrastrig gengivelse af omgivelserne. Meget imponerende! Hvidbalancen er lidt varm, men i de fleste tilfælde falder det positivt ud.
Vi bemærker også, at lydkvaliteten er elendig, næsten fri for overtoner. Der mangler luft, og stemmer lyder mumlende. Et kabel kan dog købes til tilslutning af en ekstern mikrofon.