På ydersiden ligner denne model til forveksling forgængeren ZR100, og hvis man kigger på specifikationerne, så ser det meste også bekendt ud. Men det, der skiller sig ud, er at man har arbejdet med hastigheden. Kameraet starter nu op på mindre end et sekund og fokuserer på kun 0,13 sekunder, hvilket er guld værd, når man trækker kameraet frem for at fange øjeblikket. Det er desuden hurtigt klar til næste billede og kan tage meget hurtige billedserier. Zoomomfanget begynder at halte bagefter konkurrenterne, og GPS mangler. ZR200 findes i hvid, sort, blå og rød.
Håndteringen er stort set god med forståelige menuer, og de fleste knapper sidder godt placeret. Men der begynder at være rigeligt med gimmick-funktioner, som bare gør det svært at vælge. Funktionshjulet har f.eks. Auto, Auto premium pro og Best shot. Hvilken er bedst? Så ville vi hellere have haft programautomatik. Man kan dog vælge manuel mode, foruden mange – næsten for mange – motivprogrammer. Der findes endda funktioner til baggrundssløring og en simuleret ultravidvinkel på 14 mm.
Men ikke alt er lige godt. For at holde trit med konkurrenterne og de imponerende data på indpakningen er man gået fra 12 til 16 megapixel. Og det mærkes ved, at der er endnu mere støj i billederne end hos forgængeren, som i forvejen havde problemet med det. Det er primært et problem i svagt lys, hvor man må gå op i ISO. Til feriebilleder udendørs vil man for det meste være tilfreds med både klarhed og farvegengivelse.
Konklusion
ZR200 forstærker forgængeren ZR100’s egenskaber. Det går nu ikke kun hurtigt mellem billeder, kameraet starter også op på rekordtid. Og det har stadig en fremragende batterilevetid, der slår konkurrenternes. Men den øgede opløsning øger også forgængerens problem med støj. Det her er ikke et kamera til indendørs billeder, men snarere et feriekamera til at fotografere dyr og børn, hvor hastighed er kritisk. Her klarer det sig godt og giver en god billedkvalitet.