Panasonic har fokuseret på at gøre det lille GF7 så nemt som muligt at få gode billeder med. Det har de klaret. Den skarpe, vipbare touch-skærm er både betjeningsflade og selfie-skærm. Stort set alle funktioner kan ændres med en finger på skærmen, og fotografen kan selv vælge, hvilke funktioner der skal have genvejsknap på skærmen for at få hurtig adgang til de mest brugte.
Sådan en programmérbar funktionstast findes også på toppen af kameraet. Her finder man også iA-knappen – intelligent Auto – som de fleste nok vil bruge. Den finder selv ud af bl.a. portræt-, makro- eller sportsindstillinger og fungerer så godt, at de færreste vil have behov for at indstille noget som helst. Vil man alligevel gerne det, kan man vælge op til 5,8 fps skudhastighed, filtereffekter, fokusområde og meget andet.
Billedkvalitet
GF7 er ikke det hurtigste til serieoptagelser, men man slipper for at vente på, at kameraet skal gemme billedet, før det næste kan tages. Den umiddelbare reaktion fra billede til billede gør det meget effektivt, bl.a. fordi autofokus også er hurtig. Det gør det ikke ligefrem til et actionkamera, men man går sjældent glip af en fotomulighed med dette kamera.
Så er det rart at vide, at billedkvaliteten også er god. Rigtig god endda. Det medfølgende zoomobjektiv har ganske vist lidt mere fortegning og er ikke helt så skarptegnende som Olympus-zoomen, men det forringer kun kvaliteten i ringe udstrækning. Farvegengivelsen er lidt blegere end de bedste i testen, og billeddynamikken når ikke helt til tops. Men billederne er støjfri op til ISO 3200 og har et meget tilfredsstillende, nærmest neutralt udtryk.
Passer bedst til
Panasonic Lumix GF7 er et godt valg for nybegyndere. Det er nemt at bruge, også uden forkundskaber, for kameraet tænker godt selv i de fleste situationer. Når man bliver lidt bedre vant med det, kan man droppe automatikken og udforske sin kreativitet. Ligesom med et avanceret systemkamera. Det er lille nok til, at man gider tage det med, og ingen vil blive skuffet over billedkvaliteten.