Det ser måske ikke så sejt ud, men det lille Panasonic-kamera kan tåle nogle knubs. Og noget vand. Kameraet er ikke særlig avanceret og har begrænsede funktioner. F.eks. er der ikke GPS, Wi-Fi eller Full HD-video her. Men det kan tåle fald fra 1,5 meter, kan dykke ned til 8 meter og er lille nok til at glide ned i lommen uden problemer.
Lumix FT30 har en lille, lavopløst skærm og en 4x zoom på 25-100 mm, hvilket burde være nok til det meste. Det har også en lille LED-lampe, der kan oplyse motiver under vand.
Billedkvalitet
Med en billedsensor svarende til de andre robustkameraer havde vi forventet god billedkvalitet. I stedet er den kun middelmådig. Og det er endda i godt lys. Indendørs, hvor lysfølsomheden tvinges op, bliver billederne meget grumsede allerede fra ISO 400. FT30 er således også et “godtvejrskamera”, hvor der skal en del lys til, for at billederne i det mindste bliver brugbare.
Videokvaliteten halter langt bagefter de andre robustkameraer, og det bør kun bruges til at filme i virkelig godt lys.
Passer bedst til
Det lille Panasonic-kamera når ikke op på siden af de bedste i testen. Billedkvaliteten giver kameraet et begrænset brugsområde, og batterilevetiden betyder, at man ikke kommer langt på en dag med godt vejr, medmindre man tager ekstra batterier med. Kameraet er til gengæld rigtig nemt at bruge, men skærmen er så bleg i sollys, at det begrænser overblikket.
FT30 er bedst egnet til dem, der bare har brug for et kamera, som kan tåle stød, men ikke er for kræsne med billedkvaliteten. Køb hellere Panasonic Lumix FT5, der er meget bedre, men ikke meget dyrere.
