Fujifilm FinePix XP70

Trådløst og hurtigt

Mere hårdført og flere funktioner til samme pris som før, men desværre er billedkvaliteten middelmådig.

Fujifilm XP70 Blue 131113 140

FinePix XP70 ligger godt i hånden takket være den afrundede form, men tommelfingeren finder ikke en naturlig plads på bagsiden. Det føles ganske vist plasticagtigt, men er meget vridfast og solidt. Låsemekanismen er simpel, men pålidelig, så tilslutninger, batteri og hukommelseskort er godt beskyttet bag deres luger.

XP70 kan klare 4 meter dybere vand end XP60 og er nu lige så vandtæt, som konkurrenterne var sidste år. Det fås i gul, blå eller orange, og tilbehøret omfatter bl.a. et action-objektiv.

Selv om nogle af knapperne er flyttet, så er de stadig relativt godt placeret. At betjene zoomen med knapper bliver ofte rykvis, men vi kan godt lide den specielle knap til actionbilleder. Desværre er det sværere at skifte motivprogram, da alle indstillinger skal foretages i menuerne. Ud over de mange motivprogrammer findes programautomatik, autotilstand og automatisk motivvalg. Desuden er der funktioner som HDR-tilstand, panorama og forskellige fotoeffekter. Wi-Fi er praktisk, men man kan kun overføre billeder, ikke betjene kameraet.

Det er en glædelig overraskelse, at et så billigt kamera er så hurtigt. Og at det er lykkedes at få plads til optisk billedstabilisering, så man kan få skarpe billeder af tempofyldte øjeblikke. Men desværre er den generelle billedkvalitet ikke noget at skrive hjem om. Der er mærkbar forvrængning på vidvinkel og lystab i hjørnerne. Under vand er farvegengivelsen ganske vist god, men autofokus misser ofte, og når lyset forsvinder, bliver billederne meget kornede og uden detaljer.

Konklusion
Sammenlignet med forgængeren er Fujifilm FinePix XP70 mere robust, har fået en højere opløst skærm samt Wi-Fi for overførsel af billeder til smartphone. Alt sammen til samme pris, og det er jo ikke dårligt. Men selve kameraet er det samme som sidste år, og det imponerer os heller ikke i år.

I dagslys er det hurtigt og tager skarpe billeder med gode farver, men i svagt lys – f.eks. under vand – duer billedkvaliteten ikke. Hvis man vil tage flotte billeder under vandet, må man ofre lidt flere penge.

Læs videre
Exit mobile version