Billedkvaliteten er der ikke meget at udsætte på. Med zoom fra 28 til 200 mm rækker det også længere, når man har brug for at komme lidt nærmere end nogen af de andre kameraer i testen. Samtidig er objektivet relativt lysstærkt med blænde f/2.0 på 28 mm vidvinkel. Kameraet er også rigtig godt udstyret med lækkerier som trådløs blitzstyring, op til 8 fps serieoptagelse og to indstillinger til hurtig ændring af valgte parametre.
Billedkvalitet
Bortset fra en tendens til at overeksponere på kontrastrige motiver er der ikke meget at udsætte på billedkvaliteten fra P7700. Den optiske ydelse skæmmes lidt af markeret tøndeformet linjefortegning på vidvinkel og vignettering på største blændeåbning. Men billederne bliver frem for alt skarpe, ensartet skarpe. Ved ISO 80 leverer P7700 de reneste og skarpeste billedfiler blandt kompaktkameraerne i dette selskab. Billedstøj er heller ikke generende før ved ISO 6400. Da er kornstøjen fremtrædende, men holder man sig til 3200 eller lavere, er støj knap nok et problem. Farvegengivelsen er meget jævn med kun et moderat rødgult farvestik i hudtoner.
I brug
Bortset fra 8 fps er P7700 overbevisende hurtigt i brug. Autofokussen er ikke lige så hurtig som på XZ-2 i alle situationer, og ligesom forgængeren P7100 kæmper P7700 med at lagre råfiler hurtigt nok til hukommelseskortet. Men resten af kameraet er en fryd at arbejde med. Kontroller og hjul er intuitivt placeret, og de gummierede greb foran og bagpå giver perfekt greb om kameraet.
Så er det også testens største prof-kompakte, med god plads til greb, knapper og hjul. Der er så meget, man kan lide ved P7700, og intet, man ikke kan lide, at det bliver til en af vores favoritter i kompaktklassen.