Fujifilm XF/1

Ulv i fåreklæder

Det klassiske udseende til trods leverer Fujifilm XF/1 udsøgt billedkvalitet kombineret med god brugervenlighed.

Fujifilm XF1

Man kan ikke se det på kameraet, men af billedkvaliteten kan man se, at XF/1 har større billedsensor end de andre i testen. Det har også lysstærk optik, en lang række nyttige funktioner og er rigtig godt bygget. Objektivet folder sig ud af kameraet, når man drejer let på frontringen. Så er kameraet klar til kamp, og man zoomer manuelt med ringen omkring objektivet. XF/1 kan skyde billedserier op til 10 fps og er lynhurtigt til at fokusere i godt lys.

Billedkvalitet
I det rigtige lys er billedfilerne også befriende blottet for generende billedstøj. Fujinon-optikken viser sig at være glimrende, med fint korrigerede linjer og er derfor meget rettegnende. Også på vidvinkel. Skarpheden er fremragende, også i hjørnerne mellem blænde f/2.8 og f/11; selv på f/1.8 og vidvinkel er der brugbar skarphed i hjørnerne. Billedstøjen dukker op ved ISO 1600, men er ikke værre, end at man fint kan lave A4-udskrifter. Fra ISO 3200 øges kornstøjen, og skarpheden og opløsninger falder markant (sidstnævnte til 6 megapixel) på grund af det. EXR-modus med halv opløsning reducerer omfanget af billedstøj ved høj ISO noget. Typisk for Fuji er farvegengivelsen velafbalanceret med nydelige hudtoner og fin tonalitet, også i mørke partier.

I brug
Det kantede kamera ligger ikke så værst i hånden. Kunstskindet giver et godt greb, og den næsten trinløse zoomring forstærker den retro-følelse, som XF/1 giver. E.Fn-knappen nederst til højre giver dig adgang til en håndfuld selvvalgte funktioner, og Fn-knappen på toppen kan også konfigureres af fotografen. Et lille hjul oppe til højre for skærmen kan bruges til f.eks. blændevalg.

Fujifilm XF/1 er et fremragende kamera. Låsemekanismen på objektivet kræver lidt tilvænning, men resten er ganske ligetil. God optisk ydelse, strålende farvegengivelse og godt kontrolleret billedstøj er en vindende kombination for et lommekamera, som også har udseendet med sig.

Læs videre
Exit mobile version