Xiaomi Smart Band 7

Ikke helt i mål

Lækkert og fleksibelt aktivitetsarmbånd med en skærm, der får smilet frem. Men hvordan er det at bruge?

Xiaomi Smart Band 7

Fra kinesiske Xiaomi har jeg modtaget Smart band 7, som ser ud præcis som forventet. Sort bånd med en oval skærm. Blødt og behageligt at have på og med et innovativt spænde. Løsningen deler det med en anden deltager i testen: Amazfit Band 7. 

Xiaomi Smart Band 7 har en skøn farveskærm, som rummer masser af information, hvis du ønsker det. (Foto: Åsa Warme Hallén)

Hvis sort er for basic, er der en række andre armbåndsfarver at vælge imellem.   

Personligt sætter jeg pris på denne løsning med en lille knap til at fastgøre armbåndet og holde det på plads (Foto: Åsa Warme Hallén).

At komma i gang

Det er ikke helt oplagt, hvilken app jeg skal bruge til at forbinde mit armbånd med min mobil. Jeg prøvede med QR-koden, men det virkede ikke rigtig, og i modsætning til Amazfit, hvor det faktisk fremgår, hvilken app jeg skal lede efter, giver Xiaomis lille instruktionsbog mig ingen hjælp. Der står bare: Download app’en. Jeg ender med at downloade både Mi Fitness og Zepp Life, og da førstnævnte ikke vil samarbejde med armbåndet, ender jeg med Zepp Life. Pyha, hvem sagde, at det skulle være nemt …   

Er der mon et vist slægtskab mellem disse apps? Amazfits Zepp til venstre og Zepp Life, som jeg bruger til Xiaomi Smart Band 7 (Skærmbillede fra app).

Zepp Life og Zepp (som Amazfit bruger) er næsten identiske. Nu har jeg haft fornøjelsen af at rode med dem begge samtidig, og selv om der er små forskelle i design og udførelse, er de meget små. Hvis du er ny i brugergrænsefladen, kan det måske føles lidt rodet, men min personlige vurdering er, at det gælder for os alle, når vi skal lære noget nyt. Især hvis vi er vant til noget andet, der har sat sig på rygmarven.   

Afhængigt af hvad du vil vise på skærmen, er der seks forskellige displays at vælge imellem. Og føler du ikke for nogen af dem, er der flere, mere eller mindre innovative, til at købe i app’en. 

Anvendelsen

Jeg er ikke just en stillesiddende person, men når jeg skriver, sidder jeg ned, og når jeg er inde i et flow, er det nemt at glemme tid og sted. Og at få bevæget sig. Derfor sætter jeg pris på en ‘op og hop’-alarm, der minder mig om, at det er tid til at lette rumpetten fra skrivebordsstolen. Men det føles lidt sært at få en påmindelse om bevægelse, når jeg er i gang med at lave morgenmad om morgenen. Enten bevæger jeg mig uendeligt langsomt, eller også følger Xiaomi Smart Band 7 ikke rigtig med.    

Med funktionen Kvinders sundhed kan brugeren holde styr på sin egen eller en andens frugtbare periode, ægløsning og menstruation.   

Jeg er helt klar over, at selv om jeg sover længe, så er min dybe søvn lidt for kort til, at det er optimalt. Jeg ved også, at jeg har været vågen om natten, da jeg har to katte, som typisk prøver at redde sig noget natmad mellem kl. 2 og 4 om natten… Dette har Xiaomi Smart Band 7 dog ikke opdaget. (Skærmbillede fra app).

I døgnets løb holder den øje med min iltoptagelse, og hvis den bliver for lav, får jeg en indikation af det. Selvfølgelig er der også søvnovervågning, pulsmåling og stressmåling. Det kræver at jeg bakser lidt med det, før jeg har styr på indstillingerne på armbåndet, og i nogle tilfælde er det lidt svært at forstå, om jeg har aktiveret eller deaktiveret en funktion.   

Der er 120 forskellige sportstilstande. Alt fra løb og parkour, som i øvrigt virker livsfarligt, til mere rolig yoga og fiskeri. Du kan se puls og forbrændte kalorier, hvis det er interessant. Du kan også vælge professionelle træningsprogrammer, hvor uret estimerer VO2 maks., træningsbelastning, restitution og træningseffekt.   

Det er meget nemt og overskueligt at se, hvordan mine aktive minutter fordeler sig under en gåtur med min svigerfars hund. Optagelsen af gåturen startede dog først ca. midtvejs på turen, selv om jeg ventede næsten fem minutter på GPS-signalet. (Skærmbillede fra app).

Xiaomi Smart Band 7 har ikke sin egen GPS, men bruger mobilens. Det betyder, at du skal have din mobiltelefon med dig, når du skal ud at løbetræne, hvis du vil kunne se, hvor du har været. Det er der i og for sig ikke noget mærkeligt ved, men Xiaomi har desværre ikke helt nemt ved at finde GPS-signalet. 

Skærmen er sprælsk og farverig, og indendørs er den let at se. Men hvis du er udenfor i solskin (billedet til venstre), skal du øge lysstyrken til det maksimale, for at det virker. Det trælse er, at du skal gøre dette, før du starter selve optagelsen af træningspasset, hvilket jeg ikke fik gjort her. (Foto: Åsa Warme Hallén)

Godt og mindre godt

Funktionen Find min mobil er ikke noget jeg hæver øjenbrynene over, det har alle testdeltagerne, men funktionen Find mit armbånd ser Xiaomi ud til at være alene om. Den gemmer sig ganske vist lidt inde i app’en, men den, der søger, skal finde.   

Fra armbåndet kan jeg i et vist omfang styre musikafspilningen på mobiltelefonen, og jeg kan også bruge armbåndet som udløser til kameratelefonen, en funktion jeg ikke har brugt så meget endnu, men det kommer måske. En anden funktion, jeg endnu ikke har haft brug for, men som er klar til brug, er lommelygten.   

Derimod har jeg prøvet at sende de forudindstillede svarbeskeder, der er tilgængelige, når jeg modtager sms’er. Det virker desværre slet ikke, og jeg har da prøvet både fra/til Android og iOS.   

PAI – en måde at måle sundhed på

Xiaomi bruger den samme forkortelse som Amazfit, nemlig PAI (Personal Activity Intelligence). I app’en præsenteres PAI således: En personlig fysiologisk aktivitetsindikator. Baseret på dine pulsdata og daglig aktivitet. En algoritme, der hjælper dig med at forstå din fysiske tilstand 

Takket være PAI-scoren kan jeg følge og holde styr på, om jeg holder mig til WHO’s anbefalinger og dermed gøre, hvad jeg kan for at få et langt og sundt liv. (Skærmbillede fra app).

For hver aktivitet, du gennemfører, samler du point, og i slutningen af hver syv-dages periode bør du have en sammenlagt værdi omkring 100 eller helst højere, da personer, der når denne værdi, skulle have en lavere risiko for hjerte-kar-sygdomme, ligesom den forventede levetid øges.  

Konklusion

Min oplevelse er, at Xiaomi Smart Band 7 har nogle børnesygdomme, men med lidt mere kærlighed og omhu kan det blive en rigtig højdespringer. Måske skal der bare en opdatering til. Skærmen med de flotte farver er fantastisk, og armbåndet er blødt og behageligt at have på. 

Læs videre
Exit mobile version