Acer Predator 17X GX-792

Pantersort rovdyr

Acers bud på en dræbermaskine oser af luksus og æder dine spil til morgenmad.

Predator GX 792 wp acer 03 12465 manip 12952

(Foto: Producent)

Vi har flere gange skrevet om Acers Predator-serie, der skal tage konkurrencen op med de mere etablerede i gaming-verdenen. Ikke mindst skærmene med eye-tracking har fået opmærksomhed, men der er også kommet en række veludrustede pc’er ud af det.

Acer Predator 17X er den nuværende topmodel, fraset den gigantiske Predator 21X, der kræver stort pc-kørekort – og koster som en økonomibil! Den udgave, som vi har testet, er udstyret med Intel Core i7-processor, 32 gigabyte ram og ikke mindst GeForce GTX 1080 grafikprocessor. Der er både SSD og en konventionel harddisk om bord. Men ingen optiske drev. Det modulære dvd-drev, som vi så på tidligere Predator-modeller, er væk. Alle maskinerne i testen er drevfrie.

Predator 17X er som de allerfleste gaming-pc’er kulsort. Låg, tastatur og bund er lavet i matsort plast med en nærmest silkeagtig overflade. Eneste undtagelse er metalgitrene på køletunnellerne bagpå, der er knaldrøde.

Ligesom vi har set det på Asus’ tungeste modeller, er hængslet til skærmen rykket lidt fremad på kabinettet. Det får maskinen til at synes lidt mindre. Uanset hvad, så virker den dog aldrig lille. Der går tre-fire normale laptops på en Predator 17X, både i vægt og rumfang. Og faktisk også i pris. Til gengæld er den gennemført lækker. Låget åbner sig med den helt rigtige kombination af fasthed og velsmurthed, og tasterne er uden slinger i valsen. Det er detaljer, men detaljer, der viser forskellen.

Benchmarks

GeForce GTX 1080 er Nvidias bedste grafikprocessor til hjemmebrug. Og 17X skærer gennem de fleste spil som en glohed kniv gennem smør. Det demonstrerer vores grafiktests også. Den tunge 3DMark Type Spy-test kommer ud med en score på 6.599, og 3DMark 15 ender på 14.352.

Til gengæld er der ingen særlig grund til at købe en monstermaskine til andre formål end grafik. De generelle tests Geekbench, Basemark og Cinebench viser alle udmærkede resultater, men ikke specielt over, hvad en i7-maskine uden supergrafik kan klare.

Acer Predator 17X har indbygget batteri, men man gør klogt i at slæbe den solide strømforsyning med. Batterilevetiden er den næstekorteste, vi nogensinde har målt: En time og fire minutter var, hvad den klarede i vores batteritest. Kun undergået af kæmpen MSi GT80 Titan. Og kun med ét minut. SSD-drevet er udmærket og giver en kvik opstart. Men nogen fartfest er det ikke. MSi og Omen er mere end dobbelt så hurtige.

Konklusion

Med Predator-serien arbejder Acer hårdt på at bide sig fast på gaming-markedet, og Predator 17X er en glimrende og velkonstrueret maskine, der kan tilfredsstille selv de mest krævende spillere. Ydelsen er i top, og det kræver nærmest et målfoto at afgøre forskellen mellem Acer og ærkerivalen Asus.

Ydelse af den kaliber i en laptop har sin pris. Både målt i kroner og bærbarhed. Predator 17X kræver en solid pc-taske, og batteriet er mest til pynt. Og den koster en formue – men ikke mere end en seriøs racercykel eller andet topklasse-hobbyudstyr.

Læs videre
Exit mobile version