Det er et af de helt store, eksistentielle spørgsmål i livet som nørd:

Bliver dækningen bedre, hvis min router har store, synlige antenner, man kan pege rundt i lokalet?

Eller er de diskrete designer-modeller med indbyggede antenner lige så gode, fordi ingeniørerne for længst har fået styr på fysikken?

For at afgøre sagen har vi sat to brødre op mod hinanden i en direkte duel.

I det ene ringhjørne har vi D-Link Aquila Pro AI M95. En hvid, skulpturel sag uden synlige antenner, der er designet til at glide ind i en moderne stue uden at udløse en skilsmisse.

I det andet hjørne står D-Link Aquila Pro AI R95. Præcis samme indmad, samme pris og samme “djævlerokke”-form – men udstyret med master, der stolt rager op i luften.

Hvorfor overhovedet betale så meget?

De to routere koster lige omkring 2.000 kroner.  Inden vi kårer en vinder, er det på sin plads at se på, hvad man får for pengene. For man kan sagtens finde billigere routere, eksempel TP-Link Archer BE230, der koster en tredjedel mindre.

Svaret er: 6 gigahertz.

Begge D-Link routere er “Tri-band” (BE9500), hvilket betyder, at de understøtter det helt nye 6 GHz-frekvensbånd, hvor der både er båndbredde og frihed for den trafik, der præger de gammelkendte 2,4 GHz og 5 GHz-bånd. Det gør de billigere konkurrenter ikke. Heller ikke selvom der står Wi-Fi 7 på pakken. De må nøjes med de gamle, overfyldte frekvenser.

Når du betaler ekstra her, betaler du for adgangen til den hurtige vognbane.

Alternativt kan man i dag få et mesh-system som Asus ZenWiFi BD4 med tre noder til omkring den samme pris som en D-Link M95 eller R95. Det dækker bedre, men tophastigheden er meget lavere (BE3600).

De to D-Link-routere er altså valget til dig, der vil have én, superhurtig router. Vel at mærke for de enheder, der understøtter 6 GHz-båndet. Og det vil sige computere og smartphones i den bedre klasse, der er nyere end et par år.

De fleste Smart Home-enheder, som lyspærer, overvågningskameraer og støvsugerrobotter, ligger alle sammen og roder nede på 2,4 GHz-båndet.

Runde 1: Design

Her er der ingen tvivl. M95 er lavet til at blive set – eller rettere, til at blive ignoreret på den gode måde. Den ligner en pyntegenstand.

R95 ligner derimod en router. De fire antenner signalerer “her bor en gamer”, og selvom de kan vippes og drejes, gør de enheden markant sværere at skjule på en reol.

Hvis din bedre halvdel har vetoret over indretningen, har R95 tabt på forhånd.

Vinder: M95

Runde 2: Rå hastighed på kort hold

Vi testede begge routere i en 110 m² lejlighed fyldt med solide vægge i mursten eller (gys!) beton.

I stuen, lige ved siden af routerne, var der reelt dødt løb. Her opnåede begge routere noget nær maksimal teoretisk hastighed.

På kort afstand betyder antennernes placering intet; her er det råstyrken i chippen, der tæller.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at vi med hastigheder på 650-700 Mbit/s nærmer os grænsen for, hvad der er praktisk muligt på en almindelig internetforbindelse. Selvom routerne teoretisk kan levere 9,5 Gbit/s samlet, vil din oplevelse i hverdagen altid være begrænset af det kabel, der går ind i huset.

Vinder: Uafgjort

Runde 3: Langdistancen

Men fysikken fornægter sig ikke helt. Da vi gik ud på kontoret – testens “langdistance-disciplin” gennem en lang gang – vågnede R95 op til dåd.

Her leverede den 236 Mbit/s, hvilket er næsten dobbelt så hurtigt som M95, der måtte nøjes med 137 Mbit/s.

Her fungerer de eksterne antenner efter hensigten: De formår at “kaste” signalet længere i en specifik retning.

Har du et langt hus, flere etager, eller skal signalet ned i bunden af haven, har de “grimme” antenner deres berettigelse.

Vinder: R95

Jokeren: Den kunstige intelligens skal vågne

Under testen oplevede vi noget interessant ved begge routere, som D-Link kalder “AI-optimering”, men som i daglig tale nok nærmere er avanceret beamforming.

Resultaterne i yderområderne, langt væk fra stuen svingede voldsomt.

Første måling kunne være lav, men efter at have kørt testen et par gange, steg hastigheden ofte markant.

Det virker som om, routeren lige skal bruge tid på at “lære” omgivelserne at kende og fokusere strålen mod den krævende enhed.