D-Link Aquila Pro AI R95

D-Link Aquila Pro AI R95 – Når designet får tænder

R95 er den "frække" tvilling i D-Links Aquila-serie. Indmaden er den samme som i designmodellen, men her flages der med fire stolte antenner. Den leverer varen, men den pæne søster er faktisk en hård konkurrent.

R95 Smarter WiFi 1 TOP

(Foto: D-Link)

Hvis D-Link M95 var den pæne pige i klassen, der sad på forreste række, så er R95 tvillingebroren, der kører på knallert og har læderjakke på. De to har samme DNA, men er faldet forskelligt ud.

Indvendigt er de to routere nemlig fuldkommen identiske.

Vi taler samme Wi-Fi 7-platform, samme tri-band-konfiguration (BE9500) med 6 samtidige streams, og samme lækre udvalg af 2,5 gigabit-porte på bagsiden.

Forskellen er udelukkende indpakningen.

Hvor M95 gemte sine antenner væk for at tækkes boligmagasinerne, lader R95 dem stritte frit og frejdigt ud i luften.

Designet er stadig den samme hvide, kurvede djævlerokke-form som M95. Men med de fire påmonterede brydes djævlerokkeprofilen af en portion søpindsvin.

Det ser teknisk ud. Det signalerer potens. Men virker det?

D-Link Aquila Pro AI R95 deler det hvide, organiske design med sin søster-model, men her er der skruet op for det tekniske look med fire eksterne antenner. (Foto: D-Link)

 

Meget router for pengene

Uanset udseendet leverer R95 rigtig meget teknologi for pengene. Du får en ægte tri-band router for kun en anelse mere, end hvad man skal give for en Wi-Fi 7-router med kun to kanaler.

Det betyder, at du får adgang til det eksklusive 6 GHz-bånd, hvor de nye 320 MHz brede kanaler sikrer, at der aldrig er kø på den digitale motorvej.

Det er også værd at nævne MLO (Multi-Link Operation). Det er en funktion, der lader nyere telefoner og computere forbinde til både 5 GHz og 6 GHz på samme tid. Det giver lavere forsinkelse (ping), hvilket er guld værd for gamere. Men den funktion genfinder man retfærdigvis også på M95 uden synlige antenner.

Der er de porte, der skal være, og de er hurtige. (Foto: D-Link)

Antennerne er mest til pynt

Der hersker en udbredt opfattelse blandt tech-entusiaster (og især mænd), om at synlige antenner er lig med bedre dækning.

Logikken er, at hvis man kan pege med antennepinden, kan man styre signalet.

Vi satte strøm til “rokkerne” for at teste teorien i praksis i en 110 m2 lejlighed fuld af beton og forhindringer.

I stuen, helt tæt på, blæste R95 igennem med 693 Mbit/s.

Det er rigtig hurtigt, og faktisk en anelse hurtigere end M95. Men ikke så meget, at det kan udlægges som en klar tendens.

Men så skete der noget mærkeligt.

Da vi bevægede os ud i køkkenet og gæsteværelset, der begge er naboer til stuen, faldt hastigheden faktisk under niveauet for den antenneløse model.

I køkkenet målte vi således 420 Mbit/s (mod M95’s 602 Mbit/s), og på værelset 425 Mbit/s (mod 527 Mbit/s).

Forskellen er ikke et entydigt bevis på, at M95 er overlegen; dertil kan tilfældige refleksioner spille en for stor rolle. Men det punkterer myten om, at eksterne antenner altid er bedst.

Bedst på langdistancen

Til gengæld fik piben en anden lyd, da vi nåede ud på kontoret – vores sædvanlige syretest for rækkevidde gennem en seks meter lang gang.

Her leverede R95 hele 236 Mbit/s. Det er næsten dobbelt så hurtigt som M95 (137 Mbit/s) på samme placering.

Her ser vi effekten af de eksterne antenner: De formår at dække yderområderne med langt større overskud. For hjemmearbejdende teknologijournalister er det en god nyhed.

Arbejder du hjemme, er R95 altså vinderen.

I hjemmestudiet i lejlighedens anden yderzone, der ligger gemt bag soveværelset og kræver, at signalet navigerer rundt om hjørner, var resultatet ikke helt så entydigt.

Her var downloadhastigheden nede på 24,9 Mbit/s, altså halvt så hurtigt som M95. Men uploadhastigheden var til gengæld 15,5 Mb/s. Tre gange højere end på den antenneløse router.

Hvis der er en klar konklusion er det, at Wi-Fi er en uforudsigelig størrelse. De eksterne antenner kan slynge signalet længere væk. Men skal man have stabil, hurtig forbindelse, skal der flere noder til i netværket.

Læs videre
Exit mobile version