Lad os være ærlige: De fleste routere er grimme. De ligner enten strandede rumskibe med strittende antenner eller sorte plastikkasser, der helst skal gemmes væk bag sofaen – hvor de så kvitterer med dårlig dækning.
D-Link har med deres Aquila Pro AI-serie forsøgt at løse det gamle dilemma mellem teknik og æstetik.
Resultatet er M95, en router, der med sine organiske former og hvide finish ligner en djævlerokke. Hvis altså djævlerokker var hvide og i plastik. Den karakteristiske form er ikke bare pynt, men dækker over et forsøg på at placere antennerne optimalt inde i kabinettet.
Tanken er, at hvis routeren er pæn, får den lov at stå fremme. Og står den fremme og oppe i højden, virker den bedre. Det er simpel fysik pakket ind i markedsføring.
Fremtidssikret indmad – hvorfor Tri-band betyder noget
Bag det skulpturelle ydre finder vi en fuldblods Wi-Fi 7-router af typen BE9500. Og her skal man holde tungen lige i munden.
Mange af de billige Wi-Fi 7-routere, der vælter ind på markedet lige nu, er såkaldte “Dual-band”-routere. De understøtter Wi-Fi 7-standarden, men de mangler det helt nye 6 GHz-frekvensbånd.
D-Link M95 går “all-in” med tre radiobånd: 2,4 GHz, 5 GHz – og 6 GHz.
Det er en væsentlig detalje. 6 GHz-båndet er nemlig ikke bare “mere af det samme”. Det er et helt nyt frekvensområde, hvor der er plads til de ultrabrede 320 MHz-kanaler, som er Wi-Fi 7’s hemmelige våben. Det svarer til at åbne en 16-sporet motorvej ved siden af en proppet landevej. Her er ingen støj fra naboens gamle udstyr, og hastighederne er tårnhøje.
D-Link M95 er lidt dyrere end de billigste, men at få denne funktion med, løfter M95 ydelsesmæssigt op i en anden klasse. Selvom det ikke nødvendigvis betyder, at man får netværk i ultrahastighed.
Ferrari i en 50-zone
På bagsiden af routeren finder vi et andet tegn på overskud: Samtlige porte – én til internettet (WAN) og tre til kablede enheder (LAN) – understøtter 2,5 gigabit/s.
Det er god stil, men også en smule overkill for de fleste lige nu. Selvom der så småt er ændringer på vej, er den højeste internetforbindelse, der tilbydes til private husstande, stadig 1 gigabit/s.
Det betyder i praksis, at routerens enorme 9,5-gigabit trådløse kapacitet aldrig kan udnyttes fuldt ud til at hente data fra nettet. Flaskehalsen sidder i væggen, ikke i routeren. Så mens du venter på at kunne købe en superhurtig netforbindelse, har du i praksis anskaffet en Ferrari-sportsvogn til at køre frem og tilbage på villavejen. Den høje hastighed får du kun glæde af, når der skal flyttes data indenfor husstanden. For eksempel fra en NAS-filserver.
Testen: Kan skønhed sende signaler?
Antennerne på D-Link M95 er gemt væk inde under de blødt svungne former i det hvide kabinet. Intuitionen siger, at det må koste på rækkevidden sammenlignet med de “grimme” modeller med strittende antenner i alle retninger.
Vi testede M95 i en lejlighed på ca. 110 kvadratmeter med betonvægge – en klassisk dræber for trådløse signaler.
I stuen, med fri sigt til routeren, leverede M95 varen overbevisende. 654 Mbit/s i download er en solid hastighed. Det er på niveau med de bedste i klassen. Men det er ikke så svært at flytte data en meter gennem luft.
Mere interessant blev det derfor, da vi bevægede os ud i køkkenet og ind på det nærmeste værelse. Gennem den første murstensvæg holdt hastigheden sig på 602 Mbit/s, og på værelset lidt længere væk målte vi 527 Mbit/s.
Det er fremragende resultater. Her er der reelt intet hastighedstab af betydning, og de indbyggede antenner beviser, at de er kalibreret til at skabe en perfekt “boble” af dækning i en almindelig bolig.
Når fysikken rammer
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Da vi bevægede os ud på kontoret, som ligger for enden af en seks meter lang gang og bag flere vægge, nåede vi uden for komfortzonen for de indbyggede antenner.
Her faldt hastigheden til 137 Mbit/s. Det er stadig fuldt brugbart til både arbejde og streaming, men det er et markant dyk. Og skal der modtages eller sendes store mængder data i forbindelse med arbejdet, sker det med en brøkdel af den båndbredde, der betales for.
Endnu værre gik det i den modsatte ende af lejligheden, hvor et lille hjemmestudie er gemt bag soveværelset. Her skal routeren kæmpe allermest for at dække, og her var hastigheden nede på 49,8 Mbit/s i modtagelse. Og sølle fem megabit i upload!