Acer Aspire V5-122P-61454G50nss 11,6″ HD touch

En ren foræring

Med Acer Aspire V5-122P får man mere, end man betaler for.

acer touch 3

Hvis man glemmer at kigge på prisen, er Acer Aspire V5-122P med AMD’s nyeste A6-1450 processor ikke noget fund. Blot for at sætte tingene lidt i perspektiv, så er en smartphone som iPhone 5S op til tre gange hurtigere end denne bærbare computer, hvis man tager udgangspunkt i vores Geekbench 3 benchmark-test. Her scorer iPhone 5S henholdsvis 1.406 (single-core) og 2.549 point (multi-core), mens Aspire V5-122P må nøjes med 557 (single-core) og 1.632 point (multi-core). Og det mærkes da også i daglig brug, at Acer-maskinen er computernes svar på en to-takts Trabant. Sagt med andre ord: Den kører, men det går ikke stærkt.

Og Aspire V5-122P er heller ikke i spidsen, når det gælder kvalitet eller brugervenlighed. Den er fremstillet af plastic, der er malet for at ligne aluminium, og det mærker man tydeligt. Maskinen knirker og knager, og hele tastaturet giver sig, når man skriver på den. Aspire V5-122P er udstyret med touch-skærm, men den reagerer tit for sent eller slet ikke på input, og det samme gælder pegefeltet, som vi ikke tøver med at kalde direkte elendigt.

Men så var der jo lige det med prisen. For hvad kan man egentlig forlange for knap 3.000 kroner? Det er nemlig, hvad Acer Aspire V5-122P koster, og det er – hvis nogen skulle være i tvivl – kun ca. halvdelen af, hvad man skal af med for den førnævnte iPhone 5S. Og så er der lige pludselig mere mening i galskaben.

Vi har her at gøre med en endog meget billig bærbar computer, som faktisk er bedre til hverdagsbrug, end man har lov til at forvente til så små penge. Skærmopløsningen er 1366 x 768 pixel ligesom så mange andre maskiner i denne test, og både lysstyrke og betragtningsvinkel er godkendt. Lyden er en smule kunstig, men stadig til at leve med, og volumen kan vi ikke klage over. Man må leve med lidt blæserstøj, men så har maskinen til gengæld en god, gammeldags harddisk på hele 500 gigabyte. Det skulle være mere end rigeligt til de fleste.

Konklusion
Man må ikke forvente for meget, hvis man investerer i Acer Aspire V5-122P, der er mere plasticagtig, langsommere og i det hele taget – hvis vi skal være helt ærlige – ringere, end en bærbar bør være i begyndelsen af 2014. Men omvendt koster den også så lidt, at man skulle tro, den var på tilbud i Aldi. Og til prisen kan vi leve med alle manglerne. Trods alt kan maskinen sagtens anvendes til dagligdags ting som musiklytning, filmkiggeri og surf på internettet. Billedkvaliteten er hæderlig, lydkvaliteten ligeså, og så kommer den med hele 500 gigabyte harddisk.

Vi er ikke i ekstase, men sender trods alt et lille, anerkendende nik i retning af Acer for Aspire V5-122P.

Læs videre
Exit mobile version