Model Y Performance er en familiebil med sportsvognsegenskaber til en relativt overkommelig pris. 2025-udgaven, som også kaldes Juniper, tager styrkerne fra forgængeren og forfiner dem: Accelerationen er stadig ekstrem, men mere kontrolleret, chassiset er blevet væsentligt forbedret, og støjniveauet er reduceret betydeligt.
Den nye udgave har blødt op på accelerationen i det første sekund. Tidligere var Model Y Performance brutal ved den mindste berøring af speederen. Nu føles den mere civiliseret, men stadig lynhurtig med 0-100 km/t på 3,5 sekunder i Insane-tilstand. Motoreffekten er reduceret til 338 kW / 460 hk, men bilen er ikke mindre sprælsk end sin forgænger. Tværtimod! Hvis du giver den pedal fra 50-100 km i timen, er det stadig en raket.
Ny kørselsteknologi
Den største teknologiske landvinding er det adaptive affjedringssystem. Det bruger algoritmer, der balancerer respons og komfort på en måde, som forgængeren ikke kunne matche. Du kan vælge mellem Standard- og Sport-tilstand, og uanset hvad du vælger, absorberes ujævnheder i vejbanen langt bedre end før. Systemet er en ren fornøjelse i dagligdagen, selv om bilen stadig er relativt stiv.
Tesla hævder, at Model Y nu er 22 procent mere støjsvag indvendigt, og det mærkes straks. Både vejstøj og vindstøj er reduceret markant takket være dobbeltlamineret akustisk glas i alle ruder og forbedrede tætninger i dørene. Der er stadig en svag fløjtende lyd fra samlingerne omkring glastaket ved høje hastigheder, men alt i alt er der tale om en stor forbedring.
Premium lydanlæg
Premium-lydanlægget med 14 højttalere giver den stadig fuld skrue med en bas, der er både kraftig og præcis. For passagererne på bagsædet er den nye 8-tommers underholdningsskærm en vinder, med mulighed for Netflix eller spil, selv under kørslen. Børnene kan endda tilslutte deres trådløse hovedtelefoner via Bluetooth bag i bilen.
Imponerende rækkevidde – med en hage
Den officielle rækkevidde er øget fra 514 til 580 kilometer. En af årsagerne til dette er, at Tesla har gjort mere af batteriets kapacitet tilgængelig. Selv om batteriet fysisk har samme størrelse som før, er nettokapaciteten blevet større. Mit forbrug ligger på omkring 15 kWt pr. 100 kilometer, hvilket giver en rækkevidde på over 500 kilometer ved blandet kørsel. Det er langt bedre end Ford Mustang Mach-E GT, som både har et større fysisk batteri og er mindre adræt. Bemærk dog, at den mindre sikkerhedsbuffer potentielt kan gå ud over batteriets sundhed over tid, så vær ekstra opmærksom på at undgå hyppig opladning til 100 procent.
Opladningen foregår stadig med op til 250 kW på Teslas Supercharger-netværk, som fortsat er det bedste på markedet. For Tesla-ejere er oplevelsen ekstra smidig med automatisk træk fra et registreret betalingskort og forvarmning af batteriet.
Automatisk oplåsning som fungerer
En væsentlig forbedring er den nye og opgraderede Bluetooth. Det betyder en mere velfungerende telefonnøgle for dem, der vælger at bruge mobilen som bilnøgle. Den nye version har bedre sporingsfunktion og låser døren op, hver gang du kommer tæt på.
Blinklysarm – men hvor er gearstangen?
Jeg troede ikke, det var nødvendigt at skrive et separat afsnit om en blinklysarm. Men faktum er, at Tesla fjernede denne på 2023-udgaverne af Model S og X og derefter på 2024-udgaven af Model 3. Den blev erstattet af et par idiotiske knapper på rattet, som var næsten umulige at bruge, når man skulle blinke ud af rundkørsler.
Det er derfor glædeligt at se, at Tesla er kommet til fornuft og har genindført blinklysarmen i den nye Model Y.
Gearvælgeren er derimod blevet erstattet af en virtuel gearvælger på skærmen. I daglig brug fungerer den digitale gearvælger fint, da bilen normalt forstår, hvilken retning du vil køre i.
Som en bonus skifter den automatisk til parkering, når du tager sikkerhedsselen af eller åbner døren.
Bedre sæder
Sæderne er blevet forbedret i hele kabinen. Sædehynderne er 1,5 cm længere, og nakkestøtterne er lidt bredere. For første gang har Model Y også elektrisk nedfældelige bagsæder. Ved at trykke på knapperne i bagagerummet foldes sæderne helt automatisk ned, og de rejser sig også automatisk igen. Og endelig har forsæderne nu fået ventilering – herligt på varme dage. RGB-LED-lysbåndet langs instrumentbrættet skaber stemning for dem, der kan lide den slags.
Strømlinet front, stort bagparti
Forpartiet har fået et slankere udtryk med en tværgående LED-lysstrimmel, inspireret af Cybertruck. Et nyt kamera er monteret lavt i den forreste kofanger, hvilket endelig giver et direkte videobillede foran bilen, noget jeg savnede på forgængeren, når jeg parkerede.
Udvendigt er der én ting, der irriterer mig lidt: det nye bagparti. Efter at Tesla flyttede baglygterne op til en tynd stribe helt øverst og samtidig flyttede nummerpladen fra midten til helt nederst, stod bilen tilbage med et stort bart område i midten. Det ser ud, som om bilen har fået en enorm røv!
Heldigvis har Performance-udgaven nogle detaljer, der forbedrer bilens udseende betydeligt set bagfra. På bagenden sidder der nu modellens eget Performance-mærke, som går igen i projicerede logoer fra sidedørene. Den sorte plastdiffusor nederst har en mere kantet og aggressiv form, hvilket giver bilen et mere aggressivt look. Sammen med kulfiberspoileren og 21-tommer Arachnid-fælge ser den meget mere sportslig ud end Long Range-varianten.
Stadig ikke perfekt
Der er fortsat ting at kritisere. Når man virkelig giver den gas i skarpe sving, mærker man, at dette er en stor og tung SUV. Rattet er også stadig ret tungt. Og selv om bilen har fået et mere eksklusivt præg, er der stadig et stykke vej op til Mercedes og BMW.
