Olympus Stylus TG-630

Hurtigt og billigt

Et småbesværligt kamera med middelmådig billedkvalitet, hvor prisen er den store fordel.

Olympus TG 630

Mellemmodellen TG-630 er en forsigtig opgradering af sidste års TG-620. Specifikationerne er næsten identiske, og selv på udseendet er de to kameraer påfaldende ens. I forhold til prisen føles TG-630 lidt plasticagtigt, men det er faktisk overraskende stabilt og robust. De to luger, som beskytter stik samt batteri og hukommelseskort, lader til at være godt lukket, og det kræver to hænder at åbne dem. Sikkert, men lidt besværligt, når man skal have hukommelseskortet ud. Kameraet kan fås i blå, sort, rød og hvid.

Selv om knapperne på bagsiden er små, er der ingen større risiko for fejltryk, ganske enkelt fordi der ikke er specielt mange. I stedet må man bruge det lille joystick, når man vil ændre på noget, hvilket gør, at man ikke gerne anvender programautomatik. I stedet lokkes man til at bruge den intelligente autofunktion. Her kan man vælge imellem 17 motivprogrammer. Ellers er der hurtigvalg til makrobilleder, portrætbilleder og panorama, men mærkeligt nok ikke til strand, sne eller under vandet.

På indersiden er der derimod sket ting og sager. Olympus har stoppet en TruePic VI processor i kameraet, og det mærkes på den hurtige autofokus. Dog er skarpheden ikke altid så god, specielt på nærbilleder. Billeder taget i svag belysning ser godt ud på kameraets skærm, men på computeren ses der ganske meget støj. Samlet var det svært at bedømme resultatet på kameraets skærm. Farvegengivelsen er middelmådig, og der er ofte problemer med kromatisk aberration. Der er til gengæld ikke nogen større problemer med forvrængning af billedet.

Konklusion
Prisen for at gøre et kamera robust gør, at de billigere modeller ganske enkelt ikke er specielt gode på indersiden. Og ganske rigtigt er billedkvaliteten fra TG-630 ikke noget at prale af. Specielt i dårligt lys, hvilket der jo er, hvis man vil fotografere under vand. Men selv på landjorden er der mange problemer med billederne. Desuden er håndteringen ikke den nemmeste, og der er ikke mange finesser at tale om. Ganske vist får man et tåleligt kamera til pengene, men vil man også have gode billeder, så må man gå op i pris.

 

Læs videre
Exit mobile version