Har du også problemer med at få dit trådløse netværk til at nå ud i krogene, så læs med her. Løsningen på dit problem er et MESH-system, som kort og godt går ud på, at du via flere forbundne enheder spreder dit internetsignal rundt i huset og dækker de bare pletter.
Flere producenter har indset, at der er et kæmpe marked for denne type produkter. Senest har Google meldt sig på banen. Modellen her er fra Netgear og hedder Orbi. Sættet består af to meget diskrete omend store hvide enheder. Den ene er routeren, og den anden en satellit.

Nem opsætning
Af et routersystem at være er Orbi ufattelig nemt at sætte op. Sæt først hovedenheden til dit netværk og herefter satellitten. De lyser i toppen, når de har fået forbindelse til hinanden. Pas på ikke at placere dem alt for langt fra hinanden, men naturligvis stadig så du forlænger signalet og rammer de døde områder.
Selve opsætningen sker via en app på din telefon eller tablet. Det hele er meget intuitivt, og du skal reelt ikke gøre ret meget andet end at ændre kodeord og navngive dit nye netværk. I app’en kan du desuden aktivere og konfigurere gæstenetværk, teste internethastigheden og se, hvilke enheder der aktuelt er koblet til.
Desværre koster MESH-systemer stadig en del mere end traditionelle routere. Et sæt med to enheder koster ca. 3.000 kroner, hvilket er godt tre-fire gange mere, end hvad en almindelig husstand bruger på den slags.
Konklusion
Netgear Orbi er en god, men dyr løsning på et problem, som de fleste kender til – dårlig Wi-Fi-dækning i hjemmet. Sæt Orbi op, og du kan nu streame og surfe uden hakken og lange loading-tider. Det er nemt at sætte op og bruge, men prisen kan godt afskrække en smule. Alternativet er dog i sidste ende værre.