Nespresso Expert & Milk

Bryg kaffe fra sengekanten

Nespresso vil være smarte, men behøver de nu også det?

Nespresso Expert Milk 22691

(Foto: Producent)

Hvor tit har du ikke ligget i sengen og ønsket, at kaffemaskinen kunne gå i gang af sig selv, uden at du først havde sendt en anden i forvejen for at tænde for den? Det er i princippet muligt med Nespressos nye Expert-maskine, såfremt der ikke er alt for langt ud til køkkenet. Forbindelsen til din telefon går nemlig via Bluetooth og ikke Wi-Fi.

En forudsætning for, at manøvren lykkes, er desuden, at du aftenen forinden har lagt en kapsel i maskinen og sat en kop under til at samle kaffen op.

IMG 8861 22694
(Foto: Producent)

En alsidig maskine

Heldigvis kan Bluetooth-forbindelsen også bruges til andet en blot at starte brygningen. Nespresso Expert er en af de mest avancerede kaffemaskiner fra giganten indtil nu.

Du kan via det ene af to drejehjul vælge imellem fire forskellige kopstørrelser: ristretto, espresso, lungo og americano. Endelig kan du også tappe varmt vand til te. Det andet hjul bruges til at justere temperaturen, hvilket har været efterspurgt hos forbrugerne. Alle disse kopstørrelser kan finjusteres via app’en, så de får den helt rigtige temperatur samt sammensætning af vand og kaffe – lige efter din smag.

I app’en holdes der desuden styr på, hvor mange kapsler du har tilbage, så du let kan bestille nye, ligesom du bliver informeret, når det er tid til at afkalke maskinen. Der følger en mælkeskummer med, der er udført i samme design som selve maskinen. Den kan enten lave koldt eller varmt mælkeskum.

(Foto: Producent)

Konklusion

Er du i forvejen glad for Nespressos kapsler og maskiner, vil du med garanti også synes om Expert & Milk. Den fylder lidt rigeligt på køkkenbordet, men kan til gengæld lave mange forskellige kopper kaffe. Smart-funktionerne er lidt ligegyldige, men efterlader heldigvis ikke et bittert indtryk.

Læs videre
Exit mobile version