Acer Iconia Tab A510

Et fejlskud

Testens tungeste deltager lever ikke op til forventningerne.

Acer Iconia Tab A510

På papiret hører Acer Iconia Tab A510 til i forreste del af deltagerfeltet. Den får en pæn Geekbench-score, og prismæssigt ligger den i den dyre ende. Desværre skuffer Acer på en række punkter og ender som lidt af et fejlskud.

Først og fremmest må vi konstatere, at Apples iPad ikke er alene om at udvikle for meget varme. Også Iconia Tab A510 bliver efter blot få minutter på nettet nærmest brandvarm på bagsiden. Men i modsætning til iPad kan det ikke skyldes skærmen, som på Acers tablet ikke er den bedste. Opløsningen på 1280 x 800 pixel kan vi leve med, men selve skærmbilledet befinder sig så langt væk fra selve glasoverfladen, at man nærmest får tunnelsyn ved at kigge på det, hvor mærkeligt det end måtte lyde. Hvis man altså ikke først bliver træt i hænderne af at holde den 680 gram tunge tablet, der er testens sværvægter.

Browser-oplevelsen er godkendt både med den indbyggede browser og Google Chrome, selv om vi i Chrome til tider oplever irriterende hakken, når der navigeres rundt på skærmen. Kameraet er også til at leve med, selv om billederne alle får et mystisk rødligt skær og i øvrigt bliver en smule overeksponerede.

Iconia Tab A510 afspiller de fleste filmformater uden at kny, men vi oplever til tider, at filmen hakker og ikke afspilles helt flydende. Det er dog intet i forhold til lydkvaliteten, som uden tøven må siges at være testens dårligste. Tablet-computeren er ellers udstyret med Dolby Mobile, men alligevel lyder alting helt forfærdeligt – nærmest som lyttede man til musik og film fra indersiden af en olietønde! Vi prøvede selvfølgelig at deaktivere Dolby samt at ændre på alskens EQ-indstillinger, men lige meget hjalp det. Det er for dårligt, Acer!

Lige så slem var afviklingen af vores testspil, Shadowgun. Vi oplevede menuer, der frøs, og spillet i sig selv var nærmest uspilleligt, fordi skærmen enten slet ikke reagerede eller reagerede alt for langsomt på diverse touch-kommandoer.

Vi kan ikke komme til anden konklusion, end at man bør holde sig langt væk fra Acer Iconia Tab A510. Den skyder langt ved siden af målet.

Læs videre
Exit mobile version