Asus Zenfone 4

Fotomodel fra Asus

Asus vil være en medspiller på smartphone-markedet. ZenFone 4 henvender sig til mobilfotografen, der vil se det store billede.

Asus ZF4 web 22222

(Foto: Producent)

Taiwanske Asus er på ingen måde et ukendt navn. Inden for computere og især gaming-udstyr er de blandt de største. Mobiltelefoner fra Asus er til gengæld en nyhed.

Asus har spenderet en ottekerners Snapdragon 630-processor på ZenFone 4. Det er ikke nogen top-CPU, men rimeligt i prisklassen. Og med 4 gigabyte ram virker brugerfladen aldrig sløv eller presset.

Af ydre har Asus valgt det sikre: Et unibody-design i aluminium med sort Gorilla Glass på for- og bagside og en synlig metalkant hele vejen rundt. Det er nydeligt, men anonymt.

Der er en USB-C-port til opladning og heldigvis også fortsat en 3,5 mm hovedtelefonudgang. Fingeraftrykslæseren er indbygget i Home-knappen.

Som det er blevet mode på især flagskibsmodeller det sidste års tid, er der hele tre kameraer på ZenFone 4: En normal 25 mm optik med optisk billedstabilisering til standardbilleder (83 graders billedvinkel), en 12 mm vidvinkel (120 graders billedvinkel) til at få hele landskabet med og så selvfølgelig et 25 mm selfie-kamera. Normaloptikken er udstyret med en 12 megapixel sensor, de to andre kameraer med 8 megapixel.

ZenFone4 ZE554KL TOP
Foto: Asus

Ud over at give valgfrihed mellem billedvinkler bruges dobbeltkameraet også til digitale special effects. Har du en portrætfotograf gemt i maven, kan du få motivet til at stå skarpt, mens baggrunden gøres diffus.

Der er gjort meget ud af lyd og billede på ZenFone 4, men det er stadig en mellemklassetelefon. Hastigheden er tilstrækkelig til normal brug, men hvis du køber en mobil for at spille tunge 3D-spil eller køre masser af apps på samme tid, må du lægge flere penge på disken.

Asus lover “to dages batteritid” fra 3300 mAh batteriet. Det kommer rimeligvis an på, hvor stor en del af de to dage man tilbringer bøjet over telefonen. Men PCMark batteritesten drænede den for 80 procent af strømmen på seks timer og 30 minutter. Med konstant brug og fuldt blus på skærmen. Det er rigtig pænt.

ZenFone 4 ZE554KL MoonlightWhite 1
Asus Zenfone 4 har tre kameraer: Normaloptik, vidvinkel og selfie-kamera. Foto: Asus

Konklusion

Hvis valget for dig lige nu står mellem iPhone 8 Plus og Samsung Galaxy S8 Plus, vil ZenFone 4 ikke ændre på dette, for de befinder sig begge i en anden – og næsten dobbelt så dyr – klasse. Hvis det til gengæld handler om at finde en god, betalelig telefon, der kan sende kompaktkameraet på pension, stiller sagen sig anderledes.

Asus ZenFone 4 er en tiltalende og kvik smartphone, som har alle de rigtige features, og billedkvaliteten på de to kameraer ligger langt over, hvad man kan forvente til prisen.

Læs videre
Exit mobile version