Yamaha Restio ISX-800

Overraskende ekshibitionist

Restio er et anlæg, som bare skriger “se mig” – og det med rette.

Yamaha Restio ISX800

Er du ikke ude på at forsøge at skjule musikanlægget eller få det til at falde ind i omgivelserne, men snarere at det fanger blikket, så bør du se nærmere på Restio. Det står på en smart fod, som kan stilles i rummet eller tilpasses til at stå op imod en væg. Ledningerne gemmer man i foden. Eller man kan købe et vægbeslag og sætte det op på væggen. Foruden hvid fås det også i sort, lilla eller grøn for at passe i forskellige miljøer.

Skærmen i midten fungerer som et smart ur, når anlægget slukket, og giver naturligvis informationer, når man spiller musik fra cd, iPod eller radio. Cd-afspiller og iPod dock er sammen med USB-tilslutning pænt skjult på toppen, hvor alle knapper til betjening af enheden findes. En lille ekstraskærm giver dig de oplysninger, du har brug for. Pænt og gennemtænkt. Selv fjernbetjeningen er pæn og med godt placerede knapper, selv om det føles lidt plasticagtigt.

Med alt det design og det relativt tynde apparat kunne man tro, at lyden ville komme i anden række. Vi blev derfor nærmest overrasket over, at det lød så godt. Spiller man popmusik – selv på relativt høj volumen – så har vi faktisk overhovedet ikke noget at klage over. Det lyder musikalsk og engagerende. Dermed ikke sagt, at det er et hi-fi-anlæg til krævende musik, men de, der er interesseret i et apparat som dette, er heller ikke ude efter dét.

Konklusion
For dem, som både er interesseret i teknik og indretning, kan det være smart at vise musikanlægget frem i stedet for at forsøge at skjule det – med varierende resultat. Hvis pengepungen ikke rækker til et B&O eller lignende, er Restio faktisk et udmærket alternativ. Det ses virkelig i rummet og skammer sig ikke over hverken udseende eller lyd. Af et – forholdsvis – billigt design-anlæg at være, så lyder det faktisk rigtig godt og er let at bruge.

Læs videre
Exit mobile version