TREKSTOR SURFTAB VENTOS 7.0 HD

Tynd og knivskarp

Når det gælder om at presse mest information ned på mindst mulig plads, er ventos 7.0 HD uovertruffen.

TrekStor Surftab Ventos 7.0 HD

Som navnet antyder, er skærmen i HD. Og hold op, hvor er den højtopløst! En del af effekten er opnået ved at “trylle” med dpi-tallet, så skærmen opfattes som fysisk større, og ikoner og tekst dermed vises mindre. Det giver en fordel, da der er plads til flere informationer. Men det kræver gode øjne at læse det, der står skrevet med småt.

TrekStor ventos 7.0 HD er den mest kompakte tablet i testen. Bagsiden i aluminium giver et tillidsvækkende indtryk, og tablet’en klarer vridningstesten uden den mindste knirken. På grund af størrelsen kan den ligge i en baglomme. Men den vil ikke overleve at blive siddet på!

Skærmen udmærker sig først og fremmest ved sin opløsning. I klarhed og naturtrohed halter den efter Archos, HP og Acer, men evnen til at afspille i HD tæller på plussiden. Her og alle andre steder skal man i øvrigt huske, at forskellene især kommer for dagen, når man stiller de forskellige tablets op ved siden af hinanden.

Dagligdags brug med e-mail, Facebook og websurfing er problemfrit. Her får man glæde af muligheden for at have mange informationer på skærmen, selv om teksten i e-mails bliver meget lille!

I spiltesten kører Redline Rush glimrende, og ventos reagerer fint på kontrollerne, selv når det går hedest til. Video afvikles også problemfrit, uanset opløsningen.

Tablet’en er god til at holde forbindelsen med netværket. Trods skiftende forhold blev forbindelsen til internettet aldrig tabt.

Lydkvaliteten er i den bedre ende. Der er naturligvis ikke plads til blot en antydning af bas i det tynde kabinet, men tale står klart, og ventos har som den eneste højttaleråbninger på fronten, hvilket bidrager til en lidt klarere lyd. Den kan faktisk spille så højt, at man får lyst til at bruge andet end den kraftigste lydstyrke.

Konklusion
Hvis du er på jagt efter en ultra kompakt og elegant tablet med høj opløsning, så ligner TrekStor ventos 7.0 HD et indlysende bud. Den vinder ikke på hastighed eller det mest naturtro billede. Men opløsningens blærefaktor er ikke til at overgå, og den virker robust og kompakt nok til at blive taget med overalt.

Læs videre
Exit mobile version