Anlægget fra Philips har hukommelseskortlæser af typen SDHC, som bruges til at lagre data fra BD Live, således at du senere har adgang til ekstramateriale uden at være koblet til internettet. iPod-dock er ikke inkluderet, men fås som ekstraudstyr for omkring 600 kroner. Brugervenligheden er ganske god, men desværre findes der ingen HDMI-indgange.
Lyden fra Philips er lidt mere opløst end fra Panasonic. Med musik i stereo er stemmeregisteret bedre fokuseret i overtonerne og blødere gengivet. Der er også lidt mere krop i basregisteret. Film i surround lyder åbent og fint. Men Philips begynder tidligere at skurre i bassen under krævende scener.
