Tannoy Mercury 5.0

Mere musikalsk end macho

Mercury-serien fra Tannoy er blandt vores absolutte budgetfavoritter til stereo, men de er seje nok til hjemmebiografen?

Tannoy høytalere test 011

Skotske Tannoy er en af verdens ældste højttalerfabrikanter, især kendt for deres high-end højttalere og PA-systemer med koaksial-elementer. Desværre må man kigge langt efter så avanceret teknologi i deres billigste højttalerserie, Mercury, men skotterne har alligevel sat en ære i at få bedst mulig lyd til en beskeden pris.

Efter positive erfaringer med gulvhøjttalerne V4 og kompakthøjttalere V1i følte vi os rimelig sikre på, at en pakke med centerkanal ville give meget vellyd for pengene.

Lydkvalitet
Tannoy var det første system i testen, og det stod hurtigt klart, at disse højttalere satte barren højt for de andre testdeltagere. Vi kårede Mercury V4 til Bedste Køb i vores gruppetest for et par år siden, og V4i-version er endnu bedre. Tannoy tegner et imponerende helstøbt lydbillede op i stereo og har en behagelig varm klang med kraftig mellemtone, distinkt og velopløst diskant, og ikke mindst imponerende bas. Hvis vi ikke vidste bedre, kunne vi mistænke V4i for at koste betydelig mere.

Når vi skifter fra musik i stereo til multikanal jazzudgivelsen Quiet Winter Night på Blu-ray, mærkes det også, hvor godt center- og baghøjttalerne er med på noderne. Sangstemmen fra centerkanalen er stærk og klar, med næsten samme klang og størrelse som fra frontkanalerne. Ikke dårligt fra så kompakte og let placerbare højttalere!

Men samtidig går det op for os, at det måske lyder lidt for pænt og nydeligt indimellem. Tannoy har ramt noget rigtigt med en tryg, varm og god lydgengivelse, der egner sig godt til musik, men spørgsmålet er, om systemet har vildskab nok til, at vi kan blive revet med af film.

Da vi udfordrer Mercury-sættet med droneangrebet fra The Bourne Legacy, kan det mærkes, at de holder lidt igen i de hårdeste sekvenser. Når dronen sender en raket gennem skoven, er dynamikken ikke ligefrem skræmmende, og følelsen af at være omsluttet af lyd fra alle sider udebliver. Centerkanalen formår heller ikke at gøre filmens dialog så nærværende, som man kunne ønske sig.

Konklusion
Højttalersættet fra Tannoy er fuld af gode kvaliteter, og især til musik i stereo og multikanal er det en fin pakke. Filmlyd og især actionfilm kræver imidlertid lidt mere aggression og autoritet, end vi oplever fra disse højttalere. Lydbilledet bliver lidt for forsigtigt og tilbagelænet til rigtig at engagere.

Når det er sagt, så er det dog en fin allround-pakke til musik og film for dem, der ikke ligefrem vil skræmme livet af naboen.

Læs videre
Exit mobile version