Samsung VL350

Lille og lavmælt

En stilig højttaler, der er let at gemme af vejen, men lyden er også lidt undskyldende.

Samsung VL350 005 R WEB 40669

(Foto: Producent)

Samsungs nye multirumshøjttalere har et forfriskende anderledes design. Det opretstående format, de skjulte tilslutninger og den fine finish giver et luksuriøst indtryk. Vi kan også godt lide, at den har fjernbetjening, så man ikke behøver at lede efter mobilen.

Installationen sker via smart home-app’en SmartThings. Her virker det lidt overdrevet, at man skal oprette en konto bare for at spille musik. Processen måtte gentages et par gange, før højttalerne dukkede op. Det krævede også en del forsøg, før Spotify fandt højttalerne. Softwaren trænger tydeligvis til en opdatering eller to, før alt forløber smertefrit.

I betragtning af kabinettets ringe dybde og mangel på basporte er det ikke underligt, at bassen virker tam og indelukket. Ved lavere volumen lyder det dog ganske fint for sådan en lille højttaler. Men pas på med at skrue op for yndlingsnumrene – det begynder hurtigt at lyde spidst.

Hvis man er opmærksom på de fysiske begrænsninger og kan nøjes med at have den til baggrundslytning, duer den dog fint som det mindste medlem af et multirumsanlæg.

Samsung VL350 016 Dial Front Off Charcoal 40668
Fjernbetjeningen med fleksibelt volumenhjul og mikrofon.

Konklusion

Den mindste højttaler i Samsungs multirumsserie passer fint på en hylde i køkkenet, da den er meget flad, og ledningerne er pænt gemt af vejen på bagsiden. Den har også en smart fjernbetjening, så man behøver ikke at rode efter mobilen.

Så længe man ikke forsøger at skrue for højt op, lyder VL350 behageligt, omend basgengivelsen er tam. Installationen er derimod lidt bøvlet, højttaleren mister indimellem forbindelsen, og Spotify kan ikke altid finde højttaleren.

Læs videre
Exit mobile version