Den største og styggeste højttaler i Marshalls udbud er Woburn. Den er sådan en krabat, at man lige må overveje, hvor den kan stå derhjemme. Gerne tæt på andre lydkilder, da der er flere analoge indgange.

Ud over de installations- og håndteringsproblemer, der er beskrevet i testen af Marshall Acton, så kikser den også i daglig brug. Nogle gange er det kun den ene højttaler i en gruppe, der spiller. Nogle gange sker der intet, når man skifter lydkilde. Og nogle gange genstarter højttaleren pludselig. Marshall har tydeligvis problemer med deres software, som skal løses, hvis de skal være et alternativ.

Hvad lyden angår, så kan vi lige så godt fortælle, hvad Woburn ikke er. Det er ikke en højttaler til at sidde i lænestolen og høre violinkoncerter. Til det er lyden for ubalanceret, hvilket får akustisk musik til at lyde lidt indelukket.

Nej, her er det imponatoreffekt, det handler om. Med det store kabinet og de seriøse basporte får man en imponerende basgengivelse. Og den kan spille rigtig højt uden at lyde anstrengt. Hvilket gør den perfekt, når gæsterne råber på Metallica eller AC/DC.

Konklusion

Marshall Woburn er stor som et hus og klædt i læder, har en tordnende bas og kan spille så højt, at man risikerer at få besøg af politiet. Den er ikke så god til klassisk musik, men det påstår den heller ikke. Det er ikke finesse, det handler om her, men rock’n’roll.

Ligesom med Acton er problemet den ujævne multirumsfunktionalitet. Indtil problemerne her er løst, må vi nøjes med at give en lavere karakter og anbefale den billigere Bluetooth-model i stedet.