Harman Kardon Omni 10+

En brummende bold

Hvis bare lyden havde fået samme omfattende opgradering som streaming-understøttelsen.

Harman Kardon Omni 10 White WEB 40658

(Foto: Producent)

For tre år siden testede vi Omni 10, som havde en del mangler. Med Omni 10+ er disse problemer løst. Højttaleren har et flot afrundet format, der gør, at den falder godt ind f.eks. på køkkenbordet. Knapperne på toppen er tydelige og lettilgængelige. På bagsiden sidder en stor passiv basradiator.

Den store forbedring findes i app’en, der nu fungerer, som den skal, ligesom understøttelsen af musiktjenester er blevet væsentligt udvidet. Frem for alt mangler den ikke længere Spotify og kan endda streame direkte. Med mange andre tjenester behøver man ikke at gå igennem app’en, men kan i stedet bruge Chromecast. Installationen er blevet væsentlig nemmere, men app’en trænger til yderligere finslibning.

For nu at begynde med det positive, så har den et varmt og attraktivt mellemtoneregister. Men ved normal lyttevolumen dominerer bassen lidt for meget, og den er mere brummende end taktfast. Ved højere lydstyrke er det ikke bedre, og her bliver diskanten lidt skarp og påtrængende. Det er synd, at der ikke er nogen tonekontroller eller en equalizer, så man kan justere lyden.

Konklusion

Den nye Omni 10+ er en seriøs opgradering i forhold til den gamle model, der kæmpede med flere problemer. Installationen kræver ikke længere, at man er ingeniør, og understøttelsen af musiktjenester er nu på niveau med konkurrenterne.

Denne “bold” har et rart format og havde været glimrende på altanen, hvis den havde haft batteridrift ligesom storebror Omni 50+. Men lyden er lidt for domineret af den brummende bas, og ved høj volumen kikser diskanten også.

Læs videre
Exit mobile version