Først gik vi alle sammen ud og købte trådløse højttalere til vores mobiltelefoner, fordi vi var trætte af fysiske musikkilder. Det næste skridt er at kunne spille samme musik i flere rum samtidig – eller forskellig musik, hvis det er det, vi føler for. Kort sagt multirumssystemer, som det hedder på nudansk.
I lang tid var det Sonos, der dominerede, med nogle få hi-fi-mærker som udfordrere. Men nu har snart sagt enhver producent af trådløse højttalere tilføjet multirumsfunktioner. Ofte til en rigtig god pris.
Men er det virkelig så nemt som bare at klistre nogle nye kredsløb og antenner på sine gamle trådløse modeller? Er multirum blevet nemt og billigt? Nej, viser det sig i vores test. Flere af modellerne er ufattelig komplicerede at installere. Nogle af dem er besværlige at betjene. Nogle af dem har endda problemer med opkoblingen og mister forbindelsen gang på gang.
Med tiden vil de fleste nok få løst problemerne, og de kommende år vil vi sikkert få mere brugervenlige og stabile produkter se, også i det lavere prissegment. Men indtil da er man nødt til at læse lidt, før man køber …

Hvorfor multirum?
Ud over den indlysende fordel ved at have lyd i alle rum er der flere fordele ved at afspille musik via det trådløse netværk i stedet for Bluetooth.
Man får bedre dækning og behøver ikke at lade telefonen ligge tæt på højttaleren. Den højere kapacitet i trådløse netværk betyder også, at det ikke er nødvendigt at komprimere lyden så meget, hvilket igen giver bedre lydkvalitet. Hvis telefonen ringer, bliver musikken ikke afbrudt. Og hvis man kører Spotify Connect, streames lyden direkte fra tjenesten til højttaleren, og mobilen er bare fjernbetjening. Derfor holder batteriet meget længere.

Det skal du tænke på
At investere i et multirumssystem er noget helt andet end at købe en brug-og-smid-væk Bluetooth-højttaler. Det er nemlig en langsigtet investering, som man sandsynligvis vil udvide med tiden og bruge en hel del penge på. Derfor er det vigtigt med produkter, der holder længe og løbende får opdateringer samt nye funktioner og tjenester.
Man bør også tage et kig på producentens udbud af højttalere. Det er rart at slippe for at have ét mærke på den trådløse receiver, et andet på tv-lyden og et tredje på højttalerne rundt om i huset. Med tilhørende apps. Det skulle gerne være lettere med et multirumssystem, ikke sværere.