Slut med YouTube på ældre iPhones, iPods og Apple-tv’er

Google understøtter snart ikke længere YouTube-apps på en række ældre Apple-produkter.

Version 2 af YouTubes Data API (application programming interface) bliver snart forældet. Det skriver 9to5mac.com.

Det betyder i praksis, at ældre YouTube apps til iPhone, iPod og Apple TV ikke længere vil fungere, fordi de ikke længere har adgang til indhold fra YouTube.

Konkret er det alle iOS-enheder, der kører iOS 6 eller tidligere versioner, der bliver ramt af Googles nye politik. Samt alle Apple TV før den nyeste 3. generation-model fra 2012, der understøtter 1080p Full HD.

Alt håb er dog ikke ude, hvis du ejer et Apple TV 2 (fra 2011), for med en iOS-enhed, der kører iOS 7 eller højere, kan du afspille YouTube-indhold ved at streame til dit Apple TV via AirPlay.

På ældre iOS-enheder bliver du nødt til at bruge din webbrowser og gå ind på adressen m.youtube.com for at se YouTube-indhold.

Ovenstående ændringer vil træde i kraft fra begyndelsen af maj, skriver 9to5google.com.

Les videre
Exit mobile version