Sådan bliver YouSees konkurrent til Netflix

YouSee har nu afsløret detaljerne om deres kommende streaming-tjeneste, YouBio: Prisen bliver højere end konkurrenternes, men til gengæld overholder den tiden og får langt mere dansk indhold.

YouBio bliver ikke markedets billigste. Til gengæld kommer tjenesten til tiden, i forhold til hvad der tidligere er meldt ud. Det fortæller YouSee i dag til Berlingske Business.

YouBio bliver lanceret i uge 48 – det vil sige sidst i november – som en direkte konkurrent til Netflix, ViaPlay og også HBO Nordic. Sidstnævntes indtog på det danske marked lader dog fortsat vente på sig, trods tidligere meldinger om lancering i oktober.

Mens de nævnte videotjenester alle er prissat til 79 kroner om måneden, skal du derimod betale en månedspris på 99 kroner for ubegrænset adgang til YouSees katalog af film og tv-serier over nettet. Der er ingen binding.

– 99 kroner er det tal, vi hele tiden har ligget på, og som vi har besluttet at holde fast i. Det gør ikke noget, at vi er lidt dyrere end de andre, for vi vil gerne signalere, at vores produkt er et premium-produkt. Det vi tilbyder, kan vi sagtens forsvare at tage en tyver ekstra for, siger Ulf Lund, der er vicedirektør i YouSee, til Berlingske Business.

Fokus på dansk indhold
Han understreger samtidig, at YouBio bliver den tjeneste med mest dansk indhold herunder også mange af de danske serier, vi kender fra fjernsynet. YouBio kommer til at indeholde både film og tv-serier, og YouSee har tidligere oplyst, at der kommer til at være langt flere titler end tilfældet er med eksempelvis Netflix.

YouSee afslører også over for Berlingske Business, at tjenesten bliver for alle, og altså ikke kun dem, der er allerede er kabel-tv-kunder hos dem. For at få adgang til tjenestens indhold skal du have en boks, der skal tilsluttes internet og fjernsyn. Boksen får en pris på 495 kroner, og der er mulighed for en måneds prøveabonnement.

Denne nyhed bringer vi i samarbejde med TV 2 Beep.

Les videre
Exit mobile version