Nu kommer “Breaking Bad”-efterfølger

Netflix viser første afsnit af “Better Call Saul” den 9. februar.

Saul Goodman, spillet af Bob Odenkirk, var en af de vigtigste bipersoner i kult-tv-serien Breaking Bad. Vi har flere gange fortalt, at en tv-serie med Saul Goodman i hovedrollen, Better Call Saul, var på trapperne. Og nu er vi omsider så langt.

Netflix skriver i en pressemeddelelse, at de første to afsnit af Breaking Bad spinoff-serien kan streames på Netflix i Danmark mandag den 9. og tirsdag den 10. februar, og herefter vil et nyt afsnit af serien få premiere eksklusivt på Netflix hver tirsdag kl. 08:00.

Hvert afsnit af Better Call Saul varer en time. Serien følger Saul Goodman seks år før, han bliver Walter Whites advokat i Breaking Bad – dengang han var en ubetydelig, men ambitiøs advokat, som gik under navnet Jimmy McGill.

Herunder kan du se den nyeste trailer for serien.

Netflix har i øvrigt også offentliggjort, at tredje sæson af den populære tv-serie med Kevin Spacey, House of Cards, får premiere på Netflix den 27. februar.

Les videre
Exit mobile version