Da englænderen John Logie Baird i 1926 demonstrerede levende billeder for et betalende publikum i London, var der få, som kunne forestille sig, hvilken teknologisk rejse fjernsynet – og samfundet i øvrigt – stod overfor. Billederne fra Bairds “televisor” var bittesmå og temmelig uskarpe – men de genskabte virkeligheden på en måde, ingen havde set før. For allerførste gang kunne man overføre levende billeder i realtid. Resten er, bogstaveligt talt TV-historie.
Baird og det første fungerende fjernsyn
Bairds system var mekanisk og baseret på den såkaldte Nipkow-skive, som delte billedet op i linjer. Opløsningen var meget lav – kun 32 linjer – billedfrekvensen begrænset, og stabiliteten stærkt varierende. Alligevel fungerede det. I 1926 viste han levende billeder offentligt, og allerede året efter demonstrerede han både langdistanceoverførsel og senere farvebilleder.
Selvom Bairds teknologi hurtigt blev udkonkurreret af elektroniske løsninger, var han den første, som tog fjernsynet ud af laboratoriet og ind i offentligheden. Uden Baird – ingen TV-industri.
Elektronikken tager over
Gennembruddet kom med katodestrålerøret. Med elektronisk scanning blev både opløsningen og stabiliteten kraftigt forbedret. I 1936 startede BBC verdens første regulære TV-udsendelser, først med Bairds system – men kort tid efter med et hel-elektronisk system udviklet af EMI-Marconi. Det mekaniske fjernsyns tid var hurtigt forbi. Grundprincippet, der blev etableret her – elektronisk kamera, linjescanning og CRT-skærm – skulle forblive næsten uændret i flere årtier.
Efter Anden Verdenskrig tog TV-udbredelsen fart, først i USA og Storbritannien, senere i resten af Europa. Samtidig blev teknologien standardiseret. I USA arbejdede NTSC med farvesystemer allerede i slutningen af 1940’erne, og i 1950’erne var farve-TV en realitet.
Den første fjernbetjening blev demonstreret i 1956, hvor man kunne skifte kanal uden at forlade sofaen.
Det danske gennembrud
I Danmark begyndte Statsradiofonien (senere DR) med forsøgsudsendelser i 1951, og regulære TV-udsendelser kom i gang i 1954. Allerede inden da var interessen stor – de første TV-apparater blev importeret privat, og entusiaster samledes foran udstillingsvinduer og i forsamlingshuse for at se de tidlige udsendelser.
Danmark fik også sin egen TV-industri. Bang & Olufsen lancerede sit første TV i 1950 og blev hurtigt et internationalt kvalitetsbrand – kendt for både kompromisløst design og høj lydkvalitet. Gennem 1960’erne og 70’erne var B&O et ikon i danske hjem – og et sjældent eksempel på en europæisk producent, der kunne matche japanske giganter på teknologi og finish.
Farvernes indtog
Danmark var blandt de tidligere lande i Europa til at tage farve-TV i brug. DR begyndte regelmæssige farveudsendelser i 1967 i forbindelse med lanceringen af PAL-systemet, og allerede i begyndelsen af 1970’erne var farve-TV udbredt i mange danske hjem.
Alligevel holdt sort-hvid-TV’et stand længe – både af økonomiske grunde og af vane. De sidste sort-hvide TV-apparater blev solgt helt op i 1980’erne, længe efter at farverne var blevet hverdag.
Billedrørets sidste glansperiode – så kom fladskærmene
Billedrørs-TV (CRT) dominerede markedet helt frem til årtusindskiftet. Bredformat (16:9) fik først fodfæste mod slutningen af 1990’erne, mens overgangen til fladskærme gik langt hurtigere.
LCD og plasma blev for alvor tilgængelige omkring 2003. Dermed var epoken med CRT forbi, og et nyt kapitel i TV-historien åbnede sig. Samtidig kom nye koreanske producenter som Samsung og LG på banen og udfordrede etablerede giganter som Sony, Panasonic, Philips og Pioneer.
OLED, LED-LCD, HD-opløsning og avanceret billedbehandling
OLED var den futuristiske teknologi, alle talte om – vist på messer længe før den havnede i butikkerne og senere i folks hjem. OLED repræsenterede det største teknologiske spring siden overgangen til fladskærm: Selvlysende pixels gav perfekt sortniveau, ekstrem kontrast og præcis farvegengivelse. Men først omkring midten af 2010’erne var teknologien moden nok til at blive allemandseje.
Samtidig steg skærmopløsningen: HD ready og Full HD blev efterhånden standard, derefter 4K. Flere producenter har også eksperimenteret med 8K, men erfaringen viser, at billedbehandling, lysstyrke og kontrast betyder mere end antallet af pixels.
Efterhånden som både skærmteknologi og kameraer blev mere avancerede, fik vi også mere virkelighedstro billeder. Dagens skærme understøtter HDR (High Dynamic Range) med større kontrastomfang og bredere farvespektrum end tidligere muligt. Billedoplevelsen fra et moderne TV kan i bedste fald være mildt sagt forbløffende – med lyseffekter, der bogstaveligt talt gløder.
I de senere år er skærmstørrelsen også vokset kraftigt: Hvor de første fladskærme lå omkring 40 tommer og kostede en formue, kan man i dag købe TV-skærme på op mod 100 tommer til overkommelige priser.
Fra TV-apparat til visningsplatform
Den måske største ændring de seneste 15–20 år handler faktisk ikke om panelet eller teknologien i selve TV’et, men om indholdet. Efter overgangen til digital tv-udsendelse i Danmark i 2009 har streamingtjenester som YouTube og Netflix, apps og spillekonsoller fuldstændig ændret, hvordan vi bruger TV’et. TV’et er ikke længere bare en modtager – det er en skærm til alt muligt.
100 år – og stadig relevant
Fra Bairds flimrende mekanik til dagens selvlysende OLED-paneler og gigantiske MiniLED-skærme har fjernsynet gennemgået en ekstrem teknologisk udvikling. Alligevel er målet det samme: at formidle levende billeder bedst muligt.
Fjernsynet er måske ikke længere familiens samlingspunkt på samme måde som før. Men som platform for at vise levende billeder står det på mange måder stærkere end nogensinde. I år kan vi blandt andet se frem til store direkte sportsbegivenheder som Vinter-OL i Milano Cortina og VM i fodbold i USA. Hvis vi er heldige, får vi også nogle af disse udsendelser i ægte 4K-opløsning. Det skulle jo bare mangle – TV-teknologien fylder trods alt 100 år i år!