B&O i kamp mod Apple på fladskærme

Fladskærmsproducenterne vil ikke ende som Nokia og gør nu fælles front mod Apple. Danske B&O er nu også med i alliancen, der skal give kunderne en samlet app-platform.

Apple har knap lagt iPhone 5-lanceringen bag sig før næste slag skal stå. Alle selskaber har en smule sund frygt for massive Apple og ved, hvordan selskabet tog kontrollen over et mobilmarkedet, som ellers Nokia sad solidt på. Ligeledes dominerer Apple hele tablet-markedet, selv om der havde været tablet-computere længe før Apple lancerede den første iPad.

Og med de seneste udmeldinger om at Apple med stor sandsynlighed vil kaste sig over tv-branchen næste gang med et såkaldt Smart TV, så er de eksisterende fladskærms-producenter i gang med at ruste sig til kamp – heriblandt nu også danske B&O, skriver Business.dk.

Alliancen tæller i øjeblikket Toshiba, LG, TP Vision med deres Philips-skærme, Sharp, Loewe og nu også B&O. De vil gå sammen om en fælles platform og udarbejdelse af Smart TV, som er fladskærme med apps. Her er det muligt at tilgå nettet med disse apps og se eksempelvis Netflix, HBO, vejret eller spille spil.

Gennembrudet kan komme med HBO og Netflix
Den mest succesrige spiller på dét område er i øjeblikket Samsung, som med deres fladskærme har åbnet op for en ny verden af muligheder. Endnu er Smart TV som platform dog ikke slået helt igennem, men man kunne sagtens forestille sig, at den kommende lancering med HBO Nordic, Netflix, Youbio og de andre nemt kunne sætte gang i salget herhjemme, og på verdensplan er det blot et spørgsmål om tid.

Og for at kunderne får bedst muligheder vil den nye Smart TV-alliance, der blev annonceret tilbage i september sidste år på IFA-messen i Berlin, kunne tilbyde én platform som de derved også kan fokusere på at udvide med mange apps.

Med udsigten til Apples indtog på markedet og deres succesrate samt udvikling på iTunes-fronten, hvor de længe har kunne tilbyde serier og film i USA, så kan det blive et tæt opløb, hvor vi som kunder forhåbentlig bliver de største vindere.

Denne nyhed bringer vi i samarbejde med TV 2 Beep.

Les videre
Exit mobile version