OpenAI forbereder en hel familie af ChatGPT-enheder

OpenAI arbejder på en serie af hardware med ChatGPT-integration. Et smart højttaler-system uden skærm, smarte briller, en diktafon til stemmekommandoer og en bærbar "pin" er alle under udvikling sammen med Apples tidligere designchef Jony Ive.

jonyive samaltman TOP

(Foto: OpenAI)

OpenAI og Jony Ive fortsætter deres ambitiøse satsning på hardware-fronten. Efter opkøbet af Ives designvirksomhed Io for 6,5 milliarder dollars tidligere i år arbejder virksomheden nu på en hel familie af AI-enheder med ChatGPT-integration, skriver tech-mediet The Information.

Fire AI-enheder på vej til markedet

OpenAI arbejder på mindst fire forskellige produktkategorier: En smart højttaler uden display, smarte briller, en digital stemmeoptager og en bærbar “pin” til at fastgøre på tøjet. Alle enheder skal integrere ChatGPT-teknologi og forventes at komme på markedet i slutningen af 2026 eller begyndelsen af 2027.

Det første produkt bliver en lille, bærbar enhed uden skærm, der skal fungere kontekstbevidst ved hjælp af indbyggede kameraer og mikrofoner – her er der formentlig tale om den “hemmelige AI-enhed” nævnt i en retssag mellem OpenAI og den Google-finansierede startup-virksomhed iyO, vi skrev om i sommers, hvor Sam Altman ifølge retsdokumenter beskrev en enhed, der skal “passe i en lomme eller stå på et skrivebord”.

Læs også Nyhed: OpenAI køber Jony Ives AI-firma for 6,5 milliarder dollars ChatGPT-firmaet overtager designvirksomheden Io, som blev grundlagt af Apples tidligere designchef. Første produkter forventes på markedet i 2026.

For at realisere sine hardware-planer har OpenAI indgået aftaler med samme produktionspartnere, som Apple benytter. Virksomheden har således sikret sig en kontrakt med Luxshare, der producerer iPhones og AirPods, og forhandler desuden med Goertek, som fremstiller HomePods og Apple Watches.

De strategiske partnerskaber giver OpenAI adgang til gennemprøvede produktionsfaciliteter med kapacitet til millionproduktion. Luxshare er blandt de største kontraktproducenter for Apple, mens Goertek har specialiseret sig i lydudstyr og wearables.

Systematisk rekruttering fra Apple fortsætter

OpenAI har desuden intensiveret sin rekruttering fra Apple siden opkøbet af Io Products. Over 25 tidligere Apple-ansatte med erfaring inden for forbrugerteknologi er blevet hentet til virksomheden. De nye medarbejdere omfatter hardware-ingeniører og designere med ekspertise i brugergrænseflader, wearables, kameraer og lydteknologi.

Flere af de nyansatte har ifølge kilder med indsigt i sagen udtrykt begejstring for at arbejde med innovative projekter frem for Apples mere fodslæbende produktudvikling.

Læs også Nyhed: Retssag afslører detaljer om OpenAI og Jony Ive’s hemmelige AI-enhed Juridiske dokumenter viser, at den kommende AI-enhed hverken bliver en bærbar enhed eller hørepropper. I stedet skal den kunne passe i lommen eller stå på et skrivebord.

Målsætning om “AI-native” økosystem

OpenAI arbejder på at skabe et sammenhængende økosystem af enheder, der er designet specifikt til at fungere optimalt med firmaets sprogmodeller. Visionen er at udvikle “AI-native” produkter, der tilbyder en mere naturlig interaktion med kunstig intelligens gennem syn, lyd og tale.

Sam Altman, administrerende direktør for OpenAI, har internt udtrykt et ambitiøst mål om at sælge 100 millioner enheder og nå dette milepæl hurtigere end noget andet selskab før dem. Til sammenligning tog det Apple cirka fire år at sælge 100 millioner iPhones.

Læs videre
Exit mobile version