Nu kan du ringe til ChatGPT fra fastnettelefonen

Kan du ikke finde ud af teknologi? Det er ikke noget problem. AI'en tager nu imod opkald fra gammeldags fastnettelefoner.

An ai picking up the landline telephone

(Foto: Midjourney)

ChatGPT har taget verden med storm. Siden lanceringen af chatrobotten for to år siden er vi gået fra at diskutere, hvorvidt kunstig intelligens overhovedet er teoretisk muligt (de lærde er stadig ikke helt enige på det punkt) til at bruge AI til at løse alle slags daglige opgaver på skærmen. Oversættelse, computerprogrammering eller danskstilen om din sommerferie? Bare smid den ind i ChatGPT!

Men adgang til kunstig intelligens har hidtil været betinget af et vist mål af teknisk kunnen i form af at beherske en computer eller smartphone.

Ikke længere. ChatGPT er nu klar til at møde mennesket på hjemmebane: Siden igår har det nemlig været muligt at gribe knoglen og dreje nummret 1-800-242-8478 (som kan oversættes 1-800-CHATGPT) på den trofaste gamle fastnettelefon i entreen. Og når chatrobotten tager telefonen og siger “Halloooo, det er hos OpenAI,” kan man få en snak med den om vind og vejr – lige så let, som at ringe til slagteren og bestille et pund flæskekød.

Læs også Nyhed: ChatGPT fanget i løgne og bortforklaringer AI-værktøjet forsøgte at bryde reglerne og undgå nedlukning på en bekymrende måde.

Selv om det er et fantatisk partytrick, har det ikke krævet de store innovationer at forbinde ChatGPT til telefonnettet. Chatrobotten er i forvejen multimodal (dvs. den forstår både tekst, billeder, tale og video). Og stemmesyntese er heller ikke en ny ting på kloden. Men det giver alligevel den gysende fornemmelse af, at mennesket ikke længere er alene.

Telefontjenesten er gratis, men der er nogle begrænsninger. For det første kan man kun sludre med AI’en i et kvarter dagligt. Og så er det kun amerikanerne, der kan gøre det via fastnettelefonen. Andre må i stedet bruge WhatsApp.

Kilde: Techcrunch

Læs videre
Exit mobile version