Microsoft-stifter kan ikke længere hoppe over en stol!

Den sociale nyhedsside, Reddit, lod i går brugerne stille spørgsmål om stort og småt til Bill Gates.

Microsofts grundlægger, Bill Gates, fik i går hundredevis af internetbrugere på den sociale nyhedswebside, Reddit, til at komme til tasterne, da alle og enhver fik muligheden for at spørge en af teknologiverdens mest kendte skikkelser om lidt af hvert.

I noget, som mest af alt kan beskrives som et chat-baseret interview med et utal af spørgere, fik vi blandt andet svar på, hvor meget tid Gates regner med at bruge på sit nye job som “teknisk rådgiver” for Microsoft, nu da Satya Nadella skal afløse Steve Ballmer som chef for software-giganten. Cirka en tredjedel af sin tid vil Gates, som også er meget aktiv med velgørenhedsarbejde for sin egen Gates Foundation, fortsat bruge på Microsoft.

Men vi fik også at vide, at Bill Gates ikke længere kan klare at hoppe over en stol fra stående position, som han ellers kunne for cirka 20 år siden (se videoen nedenfor):

På sine gamle dage er Gates blevet glad for at spille kortspillet bridge, og var han ikke gået ind i software-udvikling, ville han have været advokat ligesom sin far. Eller fysiker.

I forhold til den teknologiske udvikling spår Gates, at vi om få år vil få computere med ægte intelligens, og som er i stand til at lære i dybden.

Hele Reddit-chatten med Bill Gates kan læses her.

Les videre
Exit mobile version