Før rumsonden Voyager 2 fløj forbi Uranus i 1986, kendte man kun til fem måner. Den første blev fundet i 1787, og den femte først i 1948. I forbindelse med Voyager 2’s forbiflyvning blev der fundet yderligere 10 måner. Siden da har Hubble og vores jordbaserede teleskoper fundet yderligere 13 små måner. Nu er der overraskende nok fundet endnu en, som midlertidigt har fået navnet S/2025 U1.
Den nye måne har undgået at blive opdaget, fordi den er lille, mørk og hurtig, og mod baggrunden af Uranus’ ringe er den så godt som usynlig for optiske teleskoper. I stedet er det James Webb-teleskopets nær-infrarøde kamera med dets høje opløsning og følsomhed, der til sidst havde held med at finde den i en serie af 40 minutter lange eksponeringer.
S/2025 U1 befinder sig 56.000 kilometer fra Uranus’ centrum og kredser om planetens ækvatorialplan mellem Ophelias (som ligger lige uden for Uranus’ primære ringsystem) og Biancas baner. Den cirkulære bane tyder på, at den kan være dannet i nærheden af sin nuværende position. Astronomerne ved ikke rigtig, hvordan de små måner har undgået at kollidere med hinanden, eftersom de ligger så tæt på hinanden, men satellitterne kan ifølge NASA fungere som hyrder for Uranus’ smalle ringe.
Det er en lille måne, men det er en vigtig opdagelse, siger Maryame El Moutamid, der er ledende forsker i et Webb-program, som er dedikeret til at analysere strukturen og dynamikken ved Uranus’ normalt skjulte ringe og indre måner. Det er muligt, at månen og noget af det materiale, der udgør Uranus’ ringe, har en fælles oprindelse, hvilket kan betyde, at ringene og månen er fragmenter, der stammer fra den samme fortidige hændelse, siger El Moutamid.
Hidtil har alle Uranus’ måner fået navn efter figurer fra William Shakespeares og Alexander Popes værker. Men det er op til International Astronomical Union at godkende et nyt navn.
Kilde: NASA