Humanoid robot til under 40.000 kroner

Kinesiske Unitree lancerer nu en humanoid robot til en brøkdel af konkurrenternes pris. R1 kan slå kolbøtter og sparke cirkelspark, men er stadig langt fra at blive en praktisk hjælper i hjemmet.

Unitree R1

(Screenshot: Unitree)

Unitree R1 er 127 cm høj, vejer 25 kg og er udstyret med 26 bevægelige led. I en nyligt offentliggjorte præsentationsvideo demonstrerer robotten en række imponerende færdigheder som kolbøtter, håndstand og kickboksning. Den kan også løbe ned ad bakker og udføre komplekse bevægelsesmønstre, hvilket ifølge Unitree er muligt takket være de 26 led fordelt med seks per ben, to i taljen, fem per arm og to i hovedet.

R1 er udstyret med binokulært syn og understøtter multimodale sprogmodeller til billed- og talegenkendelse. Det gør det muligt for robotten at interagere med mennesker og omgivelser, lover Unitree. For at opfatte miljøet omkring sig bruger R1 en 3D LiDAR-sensor og et 360-graders dybdekamera, der muliggør præcis rumlig dataindsamling.

“Movement first, tasks as well” lyder det i Unitrees video, hvilket skal sætte streg under, at den kinesiske producent i første omgang prioriterer robotmobilitet som nødvendig forudsætning for senere praktisk anvendelighed.

Robotten er udstyret med et aftageligt batteri, der ifølge producenten giver op til én times aktivitet per opladning.

Begrænsninger i praktisk anvendelse

Trods de imponerende bevægelsesevner har R1 væsentlige begrænsninger. Robotten er udstyret med fastmonterede knyttede næver uden evne til at gribe eller manipulere objekter. Med andre ord er R1 i sin nuværende form ikke er designet til husholdningsopgaver eller som en “robot-butler”.

R1 er i stedet primært tiltænkt forskere, udviklere og teknologientusiaster som en udviklingsplatform. Fokus ligger på robotperformance og underholdning. Unitree tilbyder f.eks. brugerne mulighed for at personliggøre robottens udseende.

På produktsiden advarer Unitree om, at “den globale humanoide robotindustri er i tidlige udforskningsstadier,” og at den endelige robot kan afvige fra de viste modeller. Firmaet opfordrer potentielle købere til at forstå robotters begrænsninger inden køb.

Unitree R1 kan ikke tage opvasken, men den kan sparke cirkelspark! (Screenshot: Unitree)

Pris, der udfordrer markedet

Med en startpris på 5.900 dollar (omkring 40.000 kroner) bryder R1 gennem en væsentlig prisbarriere. Det er nemlig markant billigere end både virksomhedens egen G1-model til 16.000 dollar og andre humanoide robotter på markedet.

Tesla Optimus og Figure 02 sigter mod priser på henholdsvis 20.000-100.000 dollar og cirka 50.000 dollar, hvilket potentielt gør R1 til den mest prisvenlige masseproducerede humanoide robot tilgængelig for et bredere publikum.

Læs også Nyhed: Teslas Optimus Gen2-robotter ved Cybercab-event var ikke fuldt autonome Ved Teslas stort anlagte Cybercab-præsentation sidste uge spillede Optimus Gen2-robotterne en fremtrædende rolle, men de var ikke så avancerede, som det umiddelbart så ud til.

Unitrees robotarv

Unitree Robotics blev grundlagt i 2016 af Wang Xingxing med fokus på hurtig udvikling og prisvenlige produkter. Virksomheden har siden opnået en værdiansættelse på over 1 milliard dollar efter investeringer fra Alibaba og Tencent.

Før R1 har Unitree primært produceret firbenede robotter. Go1-serien starter ved 2.700 dollar, mens den nyere Go2-serie begynder fra 1.600 dollar.

Pris og tilgængelighed

Unitree R1 kan bestilles nu gennem Unitrees webside. Prisen er som nævnt 5.900 dollar (cirka 40.000 kroner).

Unitree leverer også til Danmark, og forsendelsen lader til at være gratis! Robotten leveres inden for et par måneder, men producenten understreger, at visse funktioner stadig er under udvikling og først vil blive tilgængelige for brugerne i fremtiden.

Læs videre
Exit mobile version