Disney og Universal kalder Midjourney ‘en bundløs pøl af plagiat’

Filmselskaber kræver at AI-firmaet sætter en stopper for brug af ophavsbeskyttet materiale.

a green ogre with a lightsaber

"A green ogre with a lightsaber." (Illustration: Midjourney)

I den første store Hollywood-konfrontation med AI-industrien har mediegiganterne Disney og Universal sagsøgt billedgeneratoren Midjourney for systematisk misbrug af deres intellektuelle ejendom.

Retssagen adskiller sig markant fra tidligere AI-copyright-sager ved at fokusere direkte på, hvad AI-systemet producerer. Sagsøgerne har dokumenteret, hvordan Midjourney kan skabe billeder af ikoniske figurer som Yoda og Boss Baby ved simple tekstbeskeder. Det skriver teknologimagasinet Wired.

Svært at argumentere for flere kopier

Tidligere AI-retssager har fokuseret på træningsprocessen, mens denne sag angriber selve resultatet. Det gør det sværere for Midjourney at påberåbe sig “fair use”-beskyttelse, som normalt kræver, at det nye værk er transformativt. Altså at der skabet et nyt, kreativt produkt.

Det bliver meget svært at argumentere for, at det er lovligt at tage tusindvis af Darth Vader-billeder for at producere endnu flere Darth Vader-billeder,” vurderer juridisk AI-ekspert Matthew Sag fra Emory University.

IP-advokat Chad Hummel kalder udviklingen “ekstremt betydningsfuld” og peger på, at billederne i sagen udgør stærke beviser for, at AI-outputtet mangler den nødvendige kreative transformation.

Disney og Universal siger i søgsmålet, at de har bedt Midjourney om at “indføre teknologiske foranstaltninger” for at forhindre deres billedgeneratorer i at producere krænkende materiale, men at virksomheden “ignorerede” deres krav.

Læs også Nyhed: Amerikansk domstol tvinger OpenAI til at gemme alle ChatGPT-chats permanent En retskendelse fra New York pålægger OpenAI at opbevare alle brugerchats på ubestemt tid, hvilket er i skarp konflikt med europæisk GDPR-lovgivning.

Kamp om industriens fremtid

Disney og Universal beskriver situationen som en trussel mod hele den amerikanske filmindustri, der ifølge dem bidrager med over 260 milliarder dollars til økonomien.

“Vi er optimistiske omkring AI-teknologiens potentiale og positive over for, hvordan den kan bruges ansvarligt som et værktøj til at fremme menneskelig kreativitet,” siger Disneys chefadvokat Horacio Gutierrez i en udtalelse. “Men piratkopiering er piratkopiering, og det faktum, at det udføres af en AI-virksomhed, gør det ikke mindre krænkende.

Udfaldet af sagen kan få afgørende betydning for, hvordan AI-virksomheder fremover må operere – især når det kommer fra Disney, der er kendt for at forsvarde sin ophavsret med næb og kløer.

Uden at skulle tage redaktionel stilling til skyldsspørgsmålet må man konstatere, at resultatet fra Midjourney ligner noget velkendt. Artiklens topbillede er resultatet af prompten “a green ogre with a lightsaber.”

Kilde: Wired

Læs videre
Exit mobile version