Computerchipsene laves af Monash Vision Group på Monash University i Australien og implanteres i personens visuelle cortex, hjernedelen i baghovedet, som styret synet. De kobles trådløst til et par briller, som har et lille videokamera, der fanger alt i lavopløst sort/hvid.
Elektrisk kapacitet
Hovedudfordringen med teknologien er elektrisk kapacitet. Sammenlignet med et implantat, man bruger for hørelsen, er informationen meget større. Mængden af processorkraft og antallet af elektroder, man har brug for, er derfor stort. Et høreimplantat kræver ca. 15 elektroder, mens den visuelle cortex må have 600, altså 40 gange flere. Dette er til lavopløst video i sort/hvid. Et typisk 1,4V batteri til høreimplantat giver 520 milliamperetimer (mAh), og det skal oplades hver dag. Ganger man dette med 40, ender vi op med over 20.000 mAh. Det er bare for implantatet.
Videokameraet i brillerne skal også drives. Vi ender med en seriøs batteripakke at bære på. Her må der komme en løsning, før produktet kan blive en realitet for brugerne. Alligevel vil vi tro, at det at slæbe på en stor batteripakke er noget mange blinde er villige til at gøre, hvis det giver dem synet tilbage.