Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Skræddersyet teknologi gør Earin A-3 minimale

Earins nye øresnegle lover bedre bas og lydkvalitet end konkurrenterne.

Skrevet af / 13/01/2021 - 22:05
Skræddersyet teknologi gør Earin A-3 minimale

Svenske Earin havde succes på Kickstarter i 2014 med deres første hørepropper, da det var de første helt trådløse hørepropper, der blev præsenteret for forbrugerne. Da det lykkedes os at få fingre i dem i 2016, mente vi, at det var de første helt trådløse propper, der fungerede ordentligt, og som lød godt. De fik os til at tro på den nye trend. I 2018 blev de fulgt op af M-2, som var mindre og lettere.

Læs også Vellydende men besværlige Earin byder på glimrende lyd med fuldstændig trådløs frihed. Når det hele altså fungerer.

Nu præsenteres Earin A-3, som er deres første øresnegle. Der er altså ikke nogen propper, som går ind i øregangene; i stedet sidder de i det ydre øre ligesom Apples AirPods. Dermed slipper man for den irritation i øregangene, som mange oplever med traditionelle hørepropper. Ulempen er, at det er svært at få særlig meget basgengivelse uden den forsegling, som hørepropper giver.

Det problem mener Earin at have i hvert fald minimeret ved at designe deres egne 14,3 mm drivere. De flytter 20 procent mere luft end konkurrenternes og skulle ud over dybere bas også give renere toner. Da lydkvaliteten var noget af det, vi satte pris på ved M-1, krydser vi fingre for, at det viser sig at stemme, når vi får mulighed for at teste dem.

Produkterne er udviklet helt ned til komponentniveau af ingeniørerne i Sverige, der kommer fra virksomheder som Nokia og Sony Ericsson. Dermed har man kunnet skrumpe designet på en måde, der ikke har været mulig med standardkomponenter.

De kan dog ikke kun skræddersy produkterne, men også udvikle ny teknologi, hvilket de har gjort med mikrofonerne i A-3. Et accelerometer i øresneglen måler vibrationerne i kæben, når man taler. Ved hjælp af en algoritme, der er udviklet i samarbejde med det lokale universitet, kan det så afgøres, hvilke lyde der er brugerens stemme, og filtrere andre lyde væk. Det betyder, at man slipper for at have en stang med en mikrofon, der rager ud af øret.

Udviklet i Sverige med selvdesignede drivere. (Foto: Earin)

Earin A-3 har også en savnet funktion. Øresneglene registrerer selv, hvilket øre man sætter dem i, så der er ikke noget venstre eller højre. Ikke mere gætteleg eller roden med lommelygte i mørket.

Med touch-knapper på sneglene kan man skifte sang eller besvare opkald, hvilket kan tilpasses i Earin-app’en. De understøtter også stemmeassistenter som Google Assistant, Alexa og Siri. Desuden er de IP52-klassificeret, hvilket vil sige, at de kan tåle både sved og regn.

Højre eller venstre? Det spiller ingen rolle. (Foto: Earin)

Øresneglene har en batterilevetid på fem timer og oplades i det medfølgende aluminium-etui, som giver 30 timers samlet lyttetid. Etuiet selv oplades med USB-C eller via trådløs QI-opladning.

Earin A-3 kommer til salg på earin.com i løbet af første kvartal i år og koster 229 euro (ca. 1.700 kroner).

Jonas Ekelund
(f. 1969): Journalist og nyhedsredaktør. Jonas har arbejdet for Lyd & Billede siden 2007 og skriver om det meste, der kan kaldes bærbart, dvs. smartphones, trådløse højttalere og hovedtelefoner. Indimellem trænger hans tests sig ind på kollegernes områder – multirumslyd, hjemmebiograf og foto. Jonas startede sin karriere som tech-journalist på IDG og har skrevet for PC för Alla, Internetworld og det, der senere blev til M3.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Held og lykke med at købe disse

De bedste hørepropper får en afløser

Skullcandy: GROM-lyd til børneører

Endnu bedre Accentum fra Sennheiser

Forstærkere fra HiFiMAN

Beyerdynamic fejrer 100 år med specialudgave

Bruger solen som kraftværk

Støjreducerende hørepropper fra OnePlus

Prisbillige hørepropper fra Redmi

Hørepropper: Audio-Technica lover creme til øregangene

Hovedtelefoner afkoder din hjerne

Trådløse hørepropper til jul: De 10 bedste køb

0
Scroll to Top