Nyhed

Rygte: LG lancerer større og billigere OLED-TV’er i 2021

LG udvider OLED-sortimentet med flere nye modeller i 2021, deriblandt en helt ny 83-tommer!

LG’s populære OLED-skærme er kendt for deres kontrastrige billedkvalitet, men også for et relativt begrænset udvalg af skærmstørrelser. OLED-sortimentet var længe begrænset til 55, 65 og 77 tommer. Senere er det blevet udvidet i begge ender med en mere kompakt 48-tommer, for ikke at nævne en svinedyr 88-tommer med 8K-opløsning.

Nu er der snart flere OLED-varianter på vej: Forud for CES-messen i januar er der lækket nogle nyheder om, hvad vi kan forvente i 2021. Blandt disse finder vi en helt ny skærmstørrelse!

Rygtet vil vide, at LG har en 83 tommers 4K OLED-model på vej i 2021. Her ser vi for en ordens skyld den nuværende topmodel med 8K-opløsning. (Foto: LG)

83″ 4K-OLED

Ifølge det franske website AVCesar, der citerer kilder tæt på LG, udvides OLED-sortimentet i 2021 med en helt ny 83 tommers variant med 4K-opløsning. Dermed kan OLED-teknologien hævde sig i en ny skærmklasse, som længe har været domineret af forskellige LCD- og QLED-modeller.

Den nye skærmstørrelse er et resultat af, at LG har åbnet en ny OLED-fabrik i Guangzhou i Kina med kapacitet til flere skærmvarianter og højere produktionsvolumen. Det betyder sandsynligvis også, at vi kan forvente billigere OLED-skærme i 2021, skriver AVCesar. Der spekuleres bl.a. i, om LG vil lancere en ny budget-OLED, der ligger under de nuværende BX-modeller i pris.

Læs også LG’s flagskibs-TV er et 8K-OLED på steroider! LG har taget deres bedste OLED-TV, blæst det op til 88 tommer og skærpet opløsningen til 8K. Resultatet er – som man kan forvente – magisk!

Introduktionen af 83 tommers OLED-TV’er er utvivlsomt godt nyt for dem, der ønsker sig samme kontrastrige billedkvalitet i et virkelig stort format. Vi vil heller ikke blive overrasket, hvis andre producenter som Sony, Philips, Panasonic, B&O m.fl. – som alle får deres OLED-paneler fra LG Display – også vil bruge den nye skærmstørrelse på deres egne modeller.

Det vil i så fald betyde et meget større udvalg af OLED-skærme næste år. Og hvem ved, måske kan det også bidrage til at gøre næste generations 77 tommers modeller lidt billigere?

Vi forventer mere officiel info fra LG under elektronikmessen CES i Las Vegas i januar, så følg med her på siden!

 

Les videre
Exit mobile version